Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2018-2
<< >>

A.C.3.2.1.2.1 Afgivelse af urigtige og vildledende oplysninger, SKL § 13

Indhold

Dette afsnit beskriver gerningsindholdet og strafferammen i SKL (skattekontrolloven) § 13 om afgivelse af urigtige og vildledende oplysninger.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Personer omfattet af reglen
  • Gerningsindholdets sammenhæng med de materielle regler i skattelovgivningen
  • Retspraksis
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Hvis en person afgiver

  • urigtige eller vildledende oplysninger
  • til brug for afgørelse af egen eller andres skattepligt, skatteansættelse eller skatteberegning
  • med forsæt til unddragelse

kan det straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder. I særlig grove tilfælde kan straffen stige til 8 år efter STRFL § 289. Se SKL (skattekontrolloven) § 13, stk. 1.

Hvis ovennævnte handlinger er begået af grov uagtsomhed er straffen bøde. Se SKL (skattekontrolloven) § 13, stk. 2.

Bemærk

Med virkning for indkomståret 2011 omfatter SKL (skattekontrolloven) § 13 også manglende angivelse af eget arbejdsmarkedsbidrag, da straffebestemmelsen i arbejdsmarkedsbidragsloven er ophævet. Da arbejdsbidraget blev gjort til en bruttoskat med virkning for indkomståret 2008, er der dobbelthjemmel til straf i perioden frem til indkomståret 2011. Det anbefales at anvende arbejdsmarkedsbidragslovens § 18, stk. 1, litra a som lex specialis. Se afsnit A.C.3.2.1.7 Straffebestemmelser i arbejdsmarkedsbidragsloven, AMBL § 18.

Fuldbyrdelsestidspunkt

Det strafbare forhold er realiseret, når oplysningerne er kommet frem til skattemyndighederne.

Unddragelsens objektive side

Følgen indtræder, fordi de selvangivne oplysninger lægges til grund ved skatteansættelsen.

Det er ikke en betingelse for strafansvaret, at der faktisk er sket en unddragelse. Unddragelse omfatter fx. også det forhold, at der selvangives et højere underskud end det reelle underskud.

Personer omfattet af reglen

Pligtsubjektet er den, hvis skatteansættelse oplysningerne vedrører. Se SKL (skattekontrolloven) §§ 1-3.

Ansvarssubjekt er alle, der har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger i forhold til et bestemt skattesubjekt, dvs. både pligtsubjektet og andre kan straffes. Se i øvrigt STRFL § 23 (medvirken).

Subjektive betingelser for strafansvar

Når der er forsæt til handlingen, skal der også være forsæt til følgen, selvom følgen ikke er realiseret. Ved grov uagtsomhed er det alene handlingen, der skal udtrykke en dadelværdig handlemåde.

Forsøg

Forsøg på overtrædelse er også strafbart. Forsøg er forsætlige handlinger, der ligger før fuldbyrdelsestidspunktet, fx ved

  • overførsel af penge til konti i udlandet uden bogføring, udeholdt omsætning osv., dvs. handlingerne ligger før selvangivelsestidspunktet.

Mulig straffrihed

Frivillig tilbagetræden fra forsøg

Så længe der kun er tale om forsøgshandlinger, er det muligt for gerningsmanden at afværge den fuldbyrdede forbrydelse og dermed blive straffri. Fx kan gerningsmanden:

  • Berigtige sine regnskaber inden selvangivelse og selvangive korrekt

Selvanmeldelse

Berigtigelse af de urigtige eller vildledende oplysninger, efter at de er afgivet, vil blive behandlet som selvanmeldelse. Se afsnit A.B.1.2.1.1 Pligt eller fritaget for pligt til at indberette oplysninger efter skattekontrolloven

Feltlåsning

Med hjemmel i SKL (skattekontrolloven) § 1 A, stk. 1, er der i bekendtgørelse nr. 685 af 20. juni 2014 som ændret ved bekendtgørelse nr. 372 af 8. april 2015 fastsat regler, der begrænser adgangen for visse skattepligtige til at ændre oplysninger om indkomster og fradrag i selvangivelsen og årsopgørelsen, som indberetningspligtige har indberettet til told- og skatteforvaltningen med hjemmel i skattekontrolloven. Se afsnit A.B.1.2.1.1 Pligt eller fritaget for pligt til at indberette oplysninger efter skattekontrolloven.

I det omfang en oplysning, der er omfattet af regler fastsat med hjemmel i SKL § 1 A, stk. 1, er urigtig og fører til en for lav ansættelse, finder SKL (skattekontrolloven) § 13 ikke anvendelse.

SKL (skattekontrolloven) § 1 A har virkning fra og med indkomståret 2013. Overtrædelser vedrørende indkomståret 2012 eller tidligere kan fortsat straffes. Se SKM2017.25.VLR

Bemærk

Selv om SKL (skattekontrolloven) § 1 A medfører, at der ikke kan straffes for overtrædelse af SKL (skattekontrolloven) § 13, kan der efter omstændighederne straffes for overtrædelse af kildeskattelovens straffebestemmelser.

Se også

Se afsnit A.C.3.2.1.6.2 Lønmodtageres strafansvar, KSL § 75 om KSL (kildeskatteloven) § 75.

Gerningsindholdets sammenhæng med de materielle regler i skattelovgivningen

Bestemmelserne i skattekontrolloven dækker alle de love, som indgår i fastsættelsen af den skattepligtige indkomst.

Retspraksis

Strafniveauet for overtrædelse af SKL (skattekontrolloven) § 13, stk. 1, og for unddragelser over 500.000 kr. tillige STRFL § 289, er frihedsstraf i intervallet fra

250.000 kr. - 500.000 kr.

frihedsstraf fra 40 dage til 5 måneder

500.000 kr. - 1.000.000 kr.

frihedsstraf fra 6-8 måneder

Større end 1 million kr.

frihedsstraf fra 9 mdr. 

Hertil kommer en tillægsbøde på en gang unddragelsen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Dette skema viser nogle domme, hvoraf sanktionspraksis fremgår.

Afgørelse samt
evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2017.25.VLR

T var tiltalt for skattesvig. T havde undladt inden 4 uger efter modtagelsen af årsopgørelserne for 2010 og 2011 at underrette SKAT om, at årsopgørelserne var for lave, idet de ikke indeholdt løn udbetalt af to firmaer på henholdsvis 333.571 kr. (2010) og 157.616 kr. (2011). T havde derved unddraget for 156.068 kr. i skat.

T forklarede at det var korrekt at han havde udført arbejde for de to pågældende firmaer. Han fik ikke lønsedler, selvom han rykkede flere gange. Han havde aldrig fået sin løn udbetalt i kontanter. Han havde ikke set sin årsopgørelse og havde ikke kontaktet SKAT.

Byretten fandt T skyldig i skattesvig. T idømtes en bøde på 250.000 kr. T var forpligtet til at oplyse om de for lave ansættelser. Ved ændringen af skattekontrollovens § 1A, stk. 1, er der ikke sket en omvurdering af strafværdigheden af at undlade at reagere på de for lave årsopgørelser. Der var ikke grund til at nedsætte bøden på grund af den lange sagsbehandlingstid, da dette hovedsageligt skyldtes, at T havde påklaget forhøjelserne til Landsskatteretten.

Landsretten stadfæstede byretsdommen.

Sagen vedrører indkomstår før 2013.

SKL (skattekontrolloven) § 1 A bevirker ikke straffrihed for overtrædelser begået for indkomstår før 2013, jf. STRFL § 3.

Sagen vedrører SKL (skattekontrolloven) § 16, men resultatet ville være blevet det samme, hvis det var SKL (skattekontrolloven) § 13, der var overtrådt.

Hvis sagen havde vedrørt indkomståret 2013 eller efterfølgende indkomstår, kunne der ikke straffes for overtrædelse af SKL (skattekontrolloven), jf. SKL (skattekontrolloven) § 1 A. Der kunne i stedet være straffet efter KSL (kildeskatteloven) § 75.

SKM2009.604.ØLR

Salgssum for afståelse af aktieoptioner indsat på konto i Schweiz tilhørende et af tiltalte ejet selskab på Bahamas.
Straf: 1 års fængsel og tillægsbøde på 1,5 mio. kr.

SKL (skattekontrolloven) § 13, stk. 1, jf. straffelovens § 289

SKM2009.465.VLR

Fiktiv adresseændring og dokumentfalsk vedrørende bilagsmateriale.
Straf: 1 års fængsel og tillægsbøde på 1,9 mio. kr.

SKL (skattekontrolloven) § 13, stk. 1, jf. straffelovens § 289 og straffelovens § 171

SKM2009.426.VLR

Ikke selvangivet aktieavance på 155.810 kr. for tvangsindløste medarbejderaktier. Henset til provenuets størrelse anses den manglende angivelse for groft uagtsom.
Straf: bøde på 45.000 kr.

SKL (skattekontrolloven) § 13, stk. 2

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.