Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2018-2
<< >>

A.C.3.2.1.2.5 Forskellige oplysningspligter, SKL § 14

Indhold

Dette afsnit beskriver gerningsindhold og strafferammen i SKL (skattekontrolloven) § 14 om forskellige oplysningspligter.

Afsnittet indeholder:

  • Urigtige og vildledende oplysninger til brug ved kontrol, SKL (skattekontrolloven) § 14, stk. 1
  • Oplysningspligter, SKL (skattekontrolloven) § 14, stk. 2
  • Manglende genindberetning, SKL (skattekontrolloven) § 14, stk. 3
  • Dokumentationspligt, SKL (skattekontrolloven) § 14, stk. 4.

Urigtige og vildledende oplysninger til brug ved kontrol, SKL (skattekontrolloven) § 14, stk. 1

Den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed,

  • afgiver urigtige eller vildledende oplysninger,
  • som er egnede til at blive brugt ved kontrollen med skatteligning og skatteberegning,

straffes med bøde eller fængsel i op til 1 år og 6 måneder. I særlig grove tilfælde kan straffen stige til 8 år efter STRFL § 289. Se SKL (skattekontrolloven) § 14, stk. 1.

Bemærk

Strafferammen nævnes ikke direkte, men der henvises til, at straffen er den samme, som i SKL (skattekontrolloven) § 13. Forsæt til unddragelse nævnes heller ikke, hvorfor § 13 også her må anvendes som fortolkningsbidrag, idet kun forsæt til unddragelse udløser fængselsstraf.

Fuldbyrdelsestidspunkt

Det strafbare gerningsindhold er realiseret, når oplysningerne er modtaget af Skattestyrelsen.

Bemærk

Da oplysningerne alene vedrører skattekontrollen, vil anvendelsen af dem ligge efter selvangivelsestidspunktet, men det betyder ikke nødvendigvis, at de først er kommet frem i forbindelse med en anmodning fra Skattestyrelsen.

Personer omfattet af reglen

Ansvarssubjektet er den, der afgiver oplysningerne. Det kan både være den skattepligtige selv og andre.

Hvis det er den skattepligtige selv, der på anfordring afgiver oplysningerne, er praksis, at ansvaret efter § 14 bliver absorberet af § 13.

Når der er tale om andre end den skattepligtige, skal forsæt til den skattepligtiges unddragelse indfortolkes for at aktualisere fængselsstraf, da strafferammen går fra bøde til fængsel i indtil 1 år og 6 måneder.

Subjektive betingelser for strafansvar

Henvisningen til SKL (skattekontrolloven) § 13 betyder, at der skal være forsæt både til, at oplysningerne er urigtige og vildledende, og til at følgen af oplysningerne bliver skatteunddragelse. Ved grov uagtsomhed er det alene handlingen, der skal udtrykke en dadelværdig handlemåde. Der kan kun straffes for den uagtsomme følge, hvis den faktisk er indtrådt og kan tilregnes ansvarssubjektet som grov uagtsomhed.

Se også

Se også afsnit A.C.3.5.3.7 Bødeniveau for overtrædelse af SKL § 14, stk. 1 Bødeniveau for overtrædelse af SKL (skattekontrolloven) § 14, stk. 1.

Oplysningspligter, SKL (skattekontrolloven) § 14, stk. 2

Den, der forsætligt eller groft uagtsomt

  • undlader rettidigt at opfylde oplysningspligterne i SKL (skattekontrolloven) uden, at forholdet falder ind under stk. 1, straffes med bøde. Se SKL (skattekontrolloven) § 14, stk. 2.

Bemærk

Der henvises direkte til oplysningspligterne i SKL (skattekontrolloven). Det er oplysninger, der dels skal anvendes i årsopgørelsen dels ved skattekontrollen. Se SKL (skattekontrolloven) §§ 3 A, stk. 1-4, 6 og 7, 6, stk. 1-3, 6 A, 6 B, 7, 7 A, 7 B, 7 C, 7 G, 7 H, 7 J, 8 A-H, stk. 1-4, 8 J, stk. 3, 8 L, 8 P, stk. 1, 2, 4 og 5, 8 Q, stk. 1-3, 8 R, stk. 3, 8 S, 8 T, stk. 1 og 3, 8 U, stk. 1 og 3, 9 A, 9 B, 10, 10 A, stk. 1-3, 10 B, stk. 1-3, 10 E, stk. 1 og 11.

Fuldbyrdelsestidspunkt

Gerningsindholdet er realiseret, når fristen for at indsende de pligtige oplysninger er udløbet.

Personer omfattet af reglen

Pligt- og ansvarssubjekt er den oplysningspligtige. Det kan være den skattepligtige selv, men bestemmelsen gælder især pligtige oplysninger fra tredjemand. SKL (skattekontrolloven) §§ 7, 7 A, 7 B, 7 C og 7 D er indberetningspligter, som også er omfattet af lov om indkomstregister, og hvor indberetningen skal ske månedlig.

Subjektive betingelser for strafansvar

Reglen er en ordensforskrift, og da bødestraffens størrelse er uafhængig af, om der er forsæt til undladelsen eller der er tale om grov uagtsomhed, er bevis for grov uagtsomhed tilstrækkelig som betingelse for ansvar.

Se også

Se også afsnit A.C.3.5.3.5 Bødeniveau for undladelse af rettidig opfyldelse af visse indberetningspligter Bødeniveau for ordensbøder for undladelse af rettidig opfyldelse af visse indberetningspligter.

Manglende genindberetning, SKL (skattekontrolloven) § 14, stk. 3

Den, der forsætligt eller groft uagtsomt

  • undlader at foretage genindberetning indenfor den frist, som told- og skatteforvaltningen har meddelt efter SKL (skattekontrolloven) § 9 A, stk. 3,

straffes med bøde. Se SKL (skattekontrolloven) § 14, stk. 3.

Såfremt der er tale om indberetning til indkomstregisteret, skal genindberetning foretages efter indkomstregisterloven. Se om indkomstregisteret i afsnit A.C.3.2.1.3 Straffebestemmelse i indkomstregisterloven, INDKOMREGL § 11.

Bemærk

Bestemmelsen om straf for manglende genindberetning er indsat ved lov nr. 527 af 17. juni 2008 med ikrafttræden fra 1. januar 2009. Det samme gælder den materielle bestemmelse, som straffen knytter sig til. Se SKL (skattekontrolloven) § 9 A, stk. 3.

Fuldbyrdelsestidspunkt

Da det fremgår af bestemmelsen, at der er tale om genindberetning, skal der være foretaget en indberetning, som er fejlbehæftet og derfor skal berigtiges. Når den fastsatte frist for berigtigelsen er overskredet, er den objektive side af det strafbare gerningsindhold realiseret.

Personer omfattet af reglen

Ansvarssubjektet er den indberetningspligtige.

Subjektive betingelser for strafansvar

Reglen er en ordensforskrift, og da bødestraffens størrelse er uafhængig af, om der er forsæt til undladelsen, eller der er tale om grov uagtsomhed, er bevis for grov uagtsomhed tilstrækkelig som betingelse for ansvar.

Dokumentationspligt, SKL (skattekontrolloven) § 14, stk. 4

Den, der forsætligt eller groft uagtsomt:

  • afgiver urigtige oplysninger efter SKL (skattekontrolloven) § 3 B, stk. 6,

straffes med bøde. Se SKL (skattekontrolloven) § 14, stk. 4.

Bemærk

Bestemmelsen om straf er indsat ved lov nr. 408 af 1. juni 2005 med ikrafttræden fra 3. juni 2005. Det samme gælder den materielle bestemmelse, som straffen knytter sig til. Se SKL (skattekontrolloven) § 3 B, stk. 6.

Fuldbyrdelsestidspunkt

Oplysningerne skal indgives i forbindelse med selvangivelsen, og det strafbare gerningsindhold er realiseret, når de urigtige oplysninger er modtaget af told- og skatteforvaltningen.

Personer omfattet af reglen

Koncernforbundne virksomheder, dvs. typisk juridiske personer, som skal fremsende dokumentation om de transaktioner, der foregår imellem virksomhederne i koncernen.

Subjektive betingelser for strafansvar

Reglen er en ordensforskrift, og da bødestraffens størrelse er uafhængig af, om der er forsæt til undladelsen eller der er tale om grov uagtsomhed, er bevis for grov uagtsomhed tilstrækkelig som betingelse for ansvar.

Gerningsindholdets sammenhæng med de materielle regler i skattelovgivningen

Der er tale om en afgrænsning af selskaber, der fuldt ud er omfattet af dokumentationspligten for koncerninterne transaktioner, og selskaber der alene er undergivet en begrænset dokumentationspligt. De urigtige eller vildledende oplysninger vedrører således betingelsen for anvendelse af undtagelsesreglen for små og mellemstore virksomheder. Se SKL (skattekontrolloven) § 3 B, stk. 6.

Se også

Se også afsnit A.C.3.5.3.8 Bødeniveau for overtrædelse af SKL § 14, stk. 4.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.