Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2019-1
<< >>

E.A.4.6.1.5 Godtgørelse af energiafgifter

Indhold

Dette afsnit handler om hovedreglerne for godtgørelse af energiafgift af de enkelte energiprodukter og elektricitet. De afgørelser, domme mv. som er nævnt i afsnit E.A.4.6.7 Jordbrug, gartnerier og skovbrug mv., er også relevante for dette afsnit.

Afsnittet indeholder:

  • Regel og lovgrundlag
  • Elektricitet
  • Gas
  • Stenkul, brunkul og koks mv.
  • Mineralolieprodukter
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel og lovgrundlag

Momsregistrerede virksomheder kan som hovedregel opnå hel eller delvis godtgørelse af afgift af energiprodukter og elektricitet forbrugt i virksomheden til procesformål.

Godtgørelsen ydes i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående moms af energiprodukter og varme. Det vil sige fuld fradragsret for den indgående moms, medmindre virksomheden kun har delvis fradragsret for indgående moms. Se ELAL § 11, stk. 15, 1. pkt., GASAL § 10, stk. 2, 1. pkt., KULAL § 8, stk. 2, 1. pkt. og MINAL § 11, stk. 2, 1. pkt., samt ML (momsloven) § 37, stk. 1, ved fuld fradragsret, og ML (momsloven) § 38, stk. 1 og 2, ved delvis fradragsret.

Afgift af mineralolie i form af motorbrændstof, karburatorvæske eller smøreolie og lignende godtgøres ikke. Dog godtgøres afgiften af motorbrændstof anvendt til momspligtig virksomhed inden for jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl. Endvidere godtgøres afgiften af mineralolie anvendt som motorbrændstof for transport fra en ejendoms område af egne produkter, der stammer fra den nævnte momspligtige virksomhed. Se MINAL § 11, stk. 2, 2. - 3. pkt., og § 11, stk. 3.

I dette og de følgende afsnit vil jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl blive samlet under betegnelsen "jordbrug, gartneri og skovbrug mv."

Afgift af gas anvendt som motorbrændstof godtgøres ikke, medmindre gassen er anvendt som motorbrændstof ved afprøvning af gasmotorer i forbindelse med produktion af disse, eller er anvendt til momspligtig virksomhed inden for landbrug mv. Ligeledes godtgøres afgiften af gas for transport fra en ejendoms område af egne produkter, der stammer fra den nævnte momspligtige virksomhed. Se GASAL § 10, stk. 2 - 3, og MINAL § 9, stk. 6.

Afgift af benzin godtgøres ikke, ligesom afgift af motorbrændstof anvendt i registrerede motorkøretøjer heller ikke godtgøres. Se MINAL § 11, stk. 1, 1. led, og stk. 3, sidste pkt. og GASAL § 10, stk. 3, sidste pkt.

Momsregistrerede varmeproducenter, der leverer varme uden samtidig produktion af elektricitet til de kollektive fjernvarmenet, og som har kraft-varme-kapacitet, samt værker omfattet af bilag 1 til mineralolieafgiftsloven, kan få godtgjort en del af afgiften af forbrug af afgiftspligtig elektricitet og afgiftspligtige brændsler anvendt til fremstilling af varme leveret til de samme kollektive fjernvarmenet, som kraft-varme-kapaciteten vedrører.

En virksomhed har kraftvarmekapacitet, hvis 100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året kan dækkes af kraftvarmeenheden. Mindst 25 pct. af produktionen af elektricitet og varme i kraftvarmeenheden skal udgøres af elektricitet.

Ordningen benævnes også "el-patronordningen". Se ELAL § 11, stk. 16 og 17, GASAL § 8, stk. 4 og 5, KULAL § 7, stk. 3 og 4 og MINAL § 9, stk. 4 og 5.

Se også

Se også afsnit E.A.4.3.9 Afgiftslempelse for fjernvarme (el-patronordningen) om afgiftslempelse for fjernvarme (el-patronordningen).

Elektricitet

Momsregistrerede virksomheder kan som udgangspunkt få godtgjort elafgift af

1)      den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet

2)      den afgiftspligtige elektricitet, der er medgået til fremstilling af varme, der er forbrugt i virksomheden, og som er særskilt leveret til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller anden varmeproducent, der er registreret efter momsloven

3)      den afgiftspligtige elektricitet, der er medgået til fremstilling af kulde, der er forbrugt i virksomheden og leveret til virksomheden fra en kuldeproducent, der er registreret efter momsloven.

Se også

Se også ELAL § 11, stk. 1 med senere ændringer.

Som udgangspunkt kan der ikke opnås godtgørelse for afgift af energiforbrug anvendt til rumvarme, varmt brugsvand eller komfortkøling. Se ELAL § 11, stk. 3.

Siden den 1. januar 2012 har det dog været muligt for momsregistrerede virksomheder at få delvis godtgørelse af elafgiften for forbrug af elektricitet anvendt til rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling. Adgangen gælder også for virksomheder, der er omfattet af bilag 1 til elafgiftsloven (eksempelvis advokater, revisorer, mv.).

For at der kan ydes delvis godtgørelse af afgift af elektricitet til rumvarme, kulde mv. dvs. formål omfattet af ELAL § 11, stk. 3, 7., skal den godtgørelsesberettigede mængde elektricitet være opgjort som den faktiske mængde elektricitet forbrugt i de nævnte anlæg opgjort efter måler. Se ELAL § 11, stk. 5 og 6.

Det betyder, at virksomheder, der opgør forbruget til fx rumvarme efter kvadratmeterreglen eller andre standardsatser, ikke er berettiget til at opnå en yderligere godtgørelse af deres forbrug af elektricitet.

Campingpladser og lystbådehavne

Fra 1. januar 2018 kan momsregistrerede campingpladser og momsregistrerede lystbådehavne få tilbagebetalt afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet, herunder den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af havneplads forsyner sine lejeres medbragte lystfartøjer med uden særskilt betaling, og den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af campingplads forsyner sine lejeres medbragte campingenheder og køretøjer med uden særskilt betaling. Se ELAL § 11, stk. 1, nr. 1.

Til fordeling af elektriciteten mellem rumvarme og proces med henblik på opgørelse af tilbagebetaling af elafgiften i ovennævnte tilfælde, er der udover de allerede gældende regler om måling jf. ELAL § 11 stk. 5 og 6., indført en regel om skematisk fordeling af denne elektricitet til disse gæster medbragte campingvogne m.v. eller lystbåde. Se ELAL § 11e.

Se også

  • afsnit E.A.4.6.3.2 "Godtgørelse af afgift af elektricitet" og

  • afsnit E.A.4.6.13 om fordeling og måling af energiforbrug.

Satser for delvis godtgørelse:

År /periode                                        

Godtgørelse

1. januar - 30. april 2018

      50,7 øre/kWh

1. maj - 31. december 2018

      65,7 øre/kWh

2019

      >62,5 øre/kWh<

Fra 2016 reguleres satsen for delvis godtgørelse efter udviklingen i nettoprisindekset.

Se ELAL § 11, stk. 3 og MINAL § 32 a.

 

Gas

Momsregistrerede virksomheder kan som udgangspunkt få godtgjort gasafgift af

1)      virksomhedens mængde af forbrugt afgiftspligtigt gas,

2)      den gas, der er medgået til fremstilling af varme, der er forbrugt i virksomheden, og som er leveret særskilt til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller anden varmeproducent, der er registreret efter momsloven

3)      den gas, der er medgået til fremstilling af kulde, der er forbrugt i virksomheden og leveret til virksomheden fra en kuldeproducent, der er registreret efter momsloven.

Se også

Se også GASAL § 10, stk. 1.

Stenkul, brunkul og koks mv.

Momsregistrerede virksomheder kan som udgangspunkt få godtgjort kulafgift af

1)      virksomhedens mængde af forbrugte afgiftspligtige varer

2)      den mængde afgiftspligtige varer, der er medgået til fremstilling af varme, der er forbrugt i virksomheden, og som er leveret fra en virksomhed, der er registreret efter momsloven for levering af varme

3)      de varer, der er medgået til fremstilling af kulde, der er forbrugt i virksomheden og leveret til virksomheden fra en kuldeproducent, der er registreret efter momsloven.

Se også

Se også KULAL § 8, stk. 1.

Mineralolieprodukter

Momsregistrerede virksomheder kan som udgangspunkt få godtgjort mineralolieafgift af

  • varer forbrugt i virksomheden
  • de varer, der er medgået til fremstilling af varme, der er forbrugt i virksomheden, og som er leveret særskilt til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller fra anden varmeproducent, der er registreret efter momsloven
  • de varer, der er medgået til fremstilling af kulde, der er forbrugt i virksomheden og leveret til virksomheden fra en kuldeproducent, der er registreret efter momsloven.

Se også

Se også MINAL § 11, stk. 1.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2017.155.ØLR

Landsretten tiltrådte, at der ikke var adgang til afgifts- og momsrefusion for appellanten efter henholdsvis godtgørelsesreglerne i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2, samt momslovens § 37, stk. 1, eftersom afgiftsbeløbene ikke var betalt og appellanten heller ikke var forpligtet til at betale disse. Appellanten havde således ikke båret nogen afgiftsbyrde, som der kunne ske afgiftsgodtgørelse henholdsvis fradrag for.

Stadfæstelse af SKM2015.257.BR

Byretsdomme

SKM2015.257.BR

Byretten gav Skatteministeriet medhold i, at der ikke var adgang til afgiftsgodtgørelse efter godtgørelsesreglerne i elafgiftslovens § 11, stk. 1 og den dagældende CO2-afgiftslovs § 9, stk. 2, eftersom afgiftsbeløbene aldrig var betalt, og sagsøgeren heller ikke var forpligtet til at betale disse. Sagsøgeren havde således ikke båret nogen afgiftsbyrde, som der kunne ske afgiftsgodtgørelse af.

Se SKM2017.155.ØLR

Skatterådet

SKM2018.486.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger var berettiget til at få delvis godtgørelse efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt., for det totale eget forbrug af elektricitet anvendt på spørgers campingplads.

Skatterådet kunne bekræfte, at en fast pris pr. dag for elforbruget, som fremgår særskilt af fakturaen til gæsten, kunne anses for at opfylde betingelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 om ikke at være særskilt afregnet, da den faste dagspris ikke var udtryk for en særskilt betaling for gæstens faktisk målte elforbrug i kWh.

Skatterådet kunne bekræfte, at det ikke var tidspunktet for faktureringen af gæstens elforbrug, der var afgørende for, hvorvidt campingpladsen var berettiget til godtgørelse af afgiften, men derimod om der skete en særskilt afregning af det faktiske målte forbrug af elektricitet i kWh.

SKM2015.755.SR Skatterådet kunne bekræfte, at der kan opnås elafgiftsgodtgørelse af elforbrug anvendt til elopvaskemaskiner, hvori der vaskes produktionsudstyr, jf elafgiftslovens § 11, stk. 1.
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.