Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-1
<< >>

A.B.1.3.4.1 Indberetning til eIndkomst

Definition

eIndkomst er et fælles offentligt indkomstregister, hvortil den, der skal indberette oplysninger om lønindkomst, personalegoder, legater, overførselsindkomster, ansættelsesforhold mv. skal foretage indberetningen – og som hovedregel digitalt. >Offentlige myndigheder og andre kan herefter få adgang til oplysningerne i registret i det omfang, myndigheden har brug for det.<

>Registret drives og administreres af Skatteforvaltningen, som er dataansvarlig for registret.<

>Afgørelser truffet af Skatteforvaltningen i forbindelse med administration af registret kan påklages til Landsskatteretten.<

Se lovbekendtgørelse nr. 49, af 12. januar 2015 om et indkomstregister med senere ændringer.

Pligt til at indberette til eIndkomst 

Indberetningspligten efter indkomstregisterloven påhviler fysiske eller juridiske personer, som har pligt til at indberette oplysninger om indkomster, fradrag og ansættelsesforhold m.v. efter IKR § 3, stk. 1, nr. 1-10. Se IKR § 2. 

>I det omfang en oplysning skal indberettes til indkomstregistret, skal den kun indberettes hertil.<

Oplysninger om indkomster og ansættelsesforhold m.v., der skal indberettes til eIndkomst

Følgende oplysninger skal indberettes til indkomstregisteret, benævnt eIndkomst:

  1. Beløb og andre oplysninger, som er omfattet af indberetningspligt efter SIL §§ 1 og 2.

  2. Beløb m.v. er indberetningspligtige efter SIL §§ 5, 24 og 44-46 eller efter regler udstedt i medfør af SIL L §§ 4 eller 37.

  3. Uddelinger omfattet af indberetningspligt efter SIL § 25, stk. 1, fra fonde og foreninger, der er skattepligtige efter fondsbeskatningsloven eller pensionsafkastbeskatningsloven.

  4. Vederlag og udlodninger i form af, at der er stillet en bil til rådighed for privat benyttelse, eller i form af, at der er stillet en sommerbolig, en lystbåd eller en helårsbolig til rådighed, som er omfattet af indberetningspligt efter SIL § 6.

  5. Tilbagebetalinger af kontanthjælp og introduktionsydelse m.v. efter kapitel 12 i lov om aktiv socialpolitik eller kapitel 7 i integrationsloven, som omfattes af indberetningspligt efter SIL § 33.

  6. Oplysninger om ansættelsesperiode, den produktionsenhed, den ansatte er tilknyttet, og løntimer, som omfattes af indberetningspligt efter SIL § 7.

  7. Oplysninger om bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension samt bidragssatser, i det omfang der efter anden lovgivning eller i medfør af anden lovgivning er fastsat regler om indberetning heraf til indkomstregisteret.

  8. Oplysninger, som er relevante for administration af en barseludligningsordning, jf. § 7 i lov om barseludligning på det private arbejdsmarked (barseludligningsloven).

  9. Oplysninger om feriegodtgørelse, som er omfattet af indberetningspligt efter ferielovens § 27 a, og oplysninger om ferie, i det omfang der i medfør af ferielovens § 33, stk. 1, er fastsat regler om indberetning heraf til indkomstregisteret.

  10. Oplysninger om timer for udbetalte sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, udbetalte barselsdagpenge efter barselloven og udbetalte arbejdsløshedsdagpenge og midlertidig arbejdsmarkedsydelse efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i det omfang der i medfør af § 32, stk. 4, i lov om sygedagpenge er fastsat regler om indberetning heraf til indkomstregisteret.

Se IKR § 3, stk. 1.

Bemærk

Ved indberetning af personligt arbejde i tjenesteforhold skal lønperioden også indberettes, og for ydelser, der udbetales af offentlige myndigheder eller anerkendte arbejdsløshedskasser, skal tillige oplyses den periode, udbetalingen omfatter.

Se IKR § 3, stk. 2-3.

Identifikationsoplysninger ved indberetning til eIndkomst

I forbindelse med indberetning af de i IKR § 3, stk. 1-3 nævnte oplysninger  skal der gives oplysninger til indkomstregisteret om cpr-nr. og cvr-nr. eller SE-nr. samt eventuelle andre oplysninger, der er nødvendige til identifikation af den, oplysningerne vedrører. Se IKR § 3, stk. 4.

>Den, indberetningen vedrører, skal give den indberetningspligtige oplysning om cpr-nr. og cvr-nr. eller SE-nr. samt eventuelle andre oplysninger, der er nødvendige til identifikaiton af indkomstmodtageren. Hvis den, indberetningen vedrører, nægter at give disse oplysninger, kan skatteforvaltningen meddele den indberetningspligtige oplysningerne. Se IKR § 4, stk. 4. <

Frist for indberetning til eIndkomst

Indberetning af oplysninger om indkomst efter IKR § 3 skal foretages senest den 10. i måneden efter udløbet af den kalendermåned, oplysningerne vedrører. I januar måned skal indberetning dog foretages senest den 17. januar. Hvis disse frister udløber en lørdag, søndag eller helligdag, skal indberetning dog først ske senest den følgende hverdag.

For indberetningspligtige, som er omfattet af OPKL § 2, stk. 6, skal indberetning endvidere først foretages senest den sidste hverdag (bankdag) i den måned, oplysningerne vedrører.

Se IKR § 4, stk. 1.

Disse frister for indberetning til eIndkomst af oplysninger om indkomst svarer dermed til fristerne for betaling af A-skat og AM-bidrag efter OPKL § 2, stk. 2, 3 og 6. Se afsnit A.B.4.1.1.3 Indberetning og betaling af A-skat og AM-bidrag Indberetning og betaling af A-skat og AM-bidrag.

Særligt om frister for staten, kommuner, regioner m.v.

I IKR § 4, stk. 2, er det fastsat, at skatteministeren fastsætter regler om fristen for indberetning for de i KSL (kildeskatteloven) § 56 nævnte indeholdelsespligtige, for hvem der er fastsat regler om fremrykket afregning af indeholdt kildeskat efter kildeskatteloven.

I KSL (kildeskatteloven) § 56, stk. 1, er det således fastsat, at skatteministeren kan bestemme en fremrykket afregning af indeholdt kildeskat efter kildeskatteloven for følgende indeholdelsespligtige:

  1. Ministerier og institutioner, hvis driftsbudget er optaget på statens bevillingslove.
  2. Institutioner, foreninger og fonde, hvor vedkommende minister i henhold til § 2, stk. 2, i lov om statens regnskabsvæsen m.v. har bestemt, at lovens regler om regnskabsvæsen skal finde anvendelse.
  3. Ikke statslige institutioner, hvor staten yder tilskud til dækning af institutionens driftsudgifter på halvdelen eller mere.
  4. Kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, hvori der alene deltager kommuner, og hvis regnskab optages i en kommunes regnskab.
  5. Selvejende institutioner med driftsoverenskomst med en region eller en kommune.

I henhold til bemyndigelsen i IKR § 4, stk. 2, er det i bekendtgørelse om indkomstregister (IKR-bkg.), jf. bekendtgørelse nr. 906 af 26. juni 2018, § 2, stk. 1, 1. pkt., fastsat, at indberetningspligtige som nævnt i bekendtgørelsens § 2, stk. 2, skal foretage indberetning senest den sidste hverdag (bankdag) i den måned, hvor indkomsten udbetales eller godskrives, når indberetningen vedrører personer, der har fået udbetalt eller godskrevet A-indkomst eller arbejdsmarkedsbidragspligtig efter, at retten til indkomsten er erhvervet (bagudlønnede).

I IKR-bkg. § 2, stk. 2, er det fastsat, at dette således gælder for:

    1. Ministerier og institutioner, hvis driftsbudget er optaget på statens bevillingslove.
    2. Institutioner, foreninger og fonde, hvor vedkommende minister i henhold til § 2, stk. 2, i lov om statens regnskabsvæsen m.v. har bestemt, at lovens regler om regnskabsvæsen skal finde anvendelse.
    3. Ikke-statslige institutioner, hvor staten yder tilskud til dækning af institutionens driftsudgifter på halvdelen eller mere.
    4. Regionerne og kommunerne.
    5. Kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, hvori der alene deltager kommuner, og hvis regnskab optages i en kommunes regnskab.
    6. Selvejende institutioner med driftsoverenskomst med en region eller en kommune

Indberetningspligtige som nævnt i IKR-bkg. § 2, stk. 2, nr. 1-3 og 6, skal imidlertid foretage indberetning senest den første hverdag (bankdag) i den måned, indkomsten vedrører, når indberetningen vedrører personer, der har fået udbetalt de nævnte indkomster før retten til indkomsten er erhvervet (forudlønnede). Dvs. at:

  • for de ovenfor i § 2, stk. 2, nr. 1-3 og 6 nævnte ministerier, institutioner, foreninger, fonde og ikke-statslige institutioner m.v., og
  • hvor der er tale om forudlønnede,
  • skal indberetning foretages senest den første hverdag (bankdag) i den måned, indkomsten vedrører.

Se IKR-bkg. § 2, stk. 1. 2. pkt.

Indberetningspligtige som nævnt i stk. 2, nr. 4 og 5, skal derimod foretage indberetning vedrørende forudlønnede senest den sidste hverdag (bankdag) i måneden før den måned, indkomsten vedrører.

Dvs. dette omhandler regionerne og kommunerne samt kommunale fællesskaber, når der er tale om forudlønnede. Her skal indberetning foretages senest den sidste hverdag (bankdag) i måneden før den måned, indkomsten vedrører. Se IKR-bkg. § 2, stk. 1. 3. pkt.

Disse frister er i overensstemmelse med fristerne for afregning af A-skatter og arbejdsmarkedsbidrag, og som fastsat i KSL (kildeskatteloven) § 56 samt i KSL-bkg. § 26, hvorefter afregningsfristerne for de nævnte ministerier, institutioner, foreninger, fonde m.fl., er henholdsvis den sidste hverdag (bankdag) i den måned, hvor indkomsten udbetales eller godskrives, eller første hverdag (bankdag) i den måned indkomsten vedrører, afhængigt af, om der er tale om bagudlønnede eller forudlønnede.

Kommuner og regioner skal afregne og indbetale indeholdt kildeskat senest den første hverdag i måneden. Se KSL (kildeskatteloven) § 56, stk. 3.

Baggrunden herfor er, at kommuner og regioner efter reglerne om et Offentligt Betalingssystem skal indbetale indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag den første hverdag (bankdag) i måneden, og fristen vedrørende kommunernes afregning af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag er således fastsat under hensyn til reglerne om et Offentligt Betalingssystem. Indberetningsreglerne er tilsvarende i overensstemmelse hermed.

Se også

Den juridiske vejledning afsnit A.B.4.1.1.3.2 Betaling af A-skat og AM-bidrag, særligt for offentlige arbejdsgivere.

>Manglende eller fejlbehæftede indberetninger

Skatteforvaltningen træffer afgørelse om, hvorvidt den enkelte virksomhed mv. er forpligtet til at indberette til indkomstregistret. Om nødvendigt kan en indberetning fremtvinges ved dagbøder. Se IKR § 5.

Har den indberetningspligtige forsøgt indberetning, og har skatteforvaltningen meddelt den indberetningspligtige, at indberetningen ønskes genindberettet som følge af fejl eller lignende, skal den indberetningspligtige foretage genindberetningen inden en frist, som meddeles af skatteforvaltningen. Skatteforvaltningen henleder i sin anmodning til den indberetningspligtige om genindberetning den indberetningspligtiges opmærksomhed på, at det kan være forbundet med strafansvar ikke at foretage genindberetning inden for den meddelte frist. Se IKR § 4, stk. 3. <

Indberetning til eIndkomst via et lønsystem

Indberetning til eIndkomst skal ske digitalt ved at sende indkomstoplysningerne via et lønsystem, som er tilpasset eIndkomst, ved at

  • benytte et lønservicebureau

  • bruge TastSelv Erhverv

  • bruge LetLøn.

Der henvises i det hele til den elektroniske vejledning om eIndkomst/letløn, der kan findes via skat.dk/Virksomhed/eIndkomst og Letløn.

>Adgang til oplysninger i indkomstregistret

Den, de indberettede oplysninger vedrører, har adgang til oplysninger, der er indberettet vedrørende den pågældende. Ligeledes har de indberetningspligtige – eller den som er bemyndiget af den indberetningspligtige til at foretage indberetningen - adgang til de oplysninger, som de selv har indberettet. Se IKR § 6.

Kommunale og statslige myndigheder, anerkendte arbejdsløshedskasser og andre, der i anden lovgivning har særskilt hjemmel dertil, kan få terminaladgang til indkomstregistreret.

Dansk Arbejdsgiverforening kan indhente oplysninger indberettet til indkomstregistret af egne medlemmer til brug ved udarbejdelse af statistik.

Aftale om terminaladgang indgås mellem den enkelte myndighed og Skatteforvaltningen. Se IKR § 7 og IKR-bkg kapitel 4.

Virksomheder, der yder eller formidler lån samt finansielle virksomheder, som er omfattet af regler om redelig forretningsskik og god praksis for de finansielle virksomheder, kan efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger i indkomstregistreret som er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer eller for rådgivning af den registrerede.

Finansielle virksomheder kan endvidere efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger i indkomstregistret, som er nødvendige til efterlevelse af bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. med hensyn til, at der skal tilvejebringes opdaterede oplysninger om de registrerede. Adgangen til oplysningerne forudsætter, at den registrerede er kunde i den finansielle virksomhed og at virksomheden har indgået en aftale med skatteforvaltningen om adgangen. Sådanne aftaler skal indeholde bestemmelser om betaling fra virksomheden. Se IKR § 7A.

Pligt til ajourføring af oplysninger i indkomstregistret

De myndigheder, der har terminaladgang til oplysninger i indkomstregistret er forpligtet til at meddele indkomstregistret de indberetninger eller ændringer af indberetninger, der ikke sker til indkomstregistret.

Det kan eksempelvis være tilfældet, hvor en myndighed i forbindelse med en kontrol hos virksomheden retter data uden indberetning fra virksomheden eller andre tilfælde hvor indberetninger er ændret i forbindelse med en direkte kommunikation mellem virksomheden og myndigheden. Hvis fx en myndighed ved en kontrol hos en virksomhed konstaterer, at de indberettede oplysninger ikke er korrekte, eller at der er oplysninger, som ikke indberettes til indkomstregistret, og virksomheden ikke indberetter oplysningerne eller rettelserne, har myndigheden således pligt til at meddele indkomstregistret de pågældende oplysninger eller ændringer. Formålet er at sikre, at oplysningerne i indkomstregistret altid er opdaterede. Se IKR § 4, stk. 5.

Skatteforvaltningen er som dataansvarlig for indkomstregistret i øvrigt altid forpligtet til at berigtige eller slette oplysninger, der er urigtige eller vildledende i indkomstregistreret. Se Databeskyttelsesforordningens art. 5, stk. 1, litra d), samt forarbejderne til IKR (L 119 af 11. januar 2006), (se de specielle bemærkninger til § 7). <

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.