Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-2
<< >>

D.A.6.1.6.1 Gældende regler

Indhold

Dette afsnit beskriver fastlæggelsen af leveringsstedet ved fjernsalg. Se Momssystemdirektivets artikler 33-35 og ML § 14, stk. 1, nr. 2-3.

Afsnittet indeholder:

  • Fjernsalg
  • Direkte eller indirekte forsendelse eller transport
  • Registreringspligt i andre EU-lande
  • Fjernsalg fra andre EU-lande
  • Nærmere afgrænsning af overskridelse af registreringsgrænsen
  • Varer transporteret fra tredjeland
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Bemærk:

I december 2017 vedtog Rådet e-handelspakken for moms. Indførslen af e-handelspakken er todelt. Den første del af reglerne trådte i kraft den 1. januar 2019. Med virkning fra 1. januar 2021, træder den anden del af EU’s nye regler for e-handel i kraft. Ændringerne medfører, at der vil gælde ens regler for fjernsalg af varer og ydelser i alle EU-lande. 

I hovedtræk medfører de nye regler, at den nuværende mini-one-stop-shop (MOSS) for TBE-ydelser udvides til en one-stop-shop (OSS), der omfatter alle B2C ydelser og fjernsalg af EU-varer.  Reglerne medfører ligeledes at import af varer fra 3. lande til en værdi af max 150 euro bliver omfattet af OSS-reglerne.

Se reglerne i:

  • Rådets direktiv (EU) 2017/2455
  • Rådets forordning (EU) 2017/2454
  • Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2017/2459
  • Rådets direktiv (EU) 2019/1995
  • Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026

>De nye regler om e-handel er implementeret i momsloven ved lov nr. 810 af 9. juni 2020. Skatteministeren fastsætter ikrafttrædelsestidspunktet.  <

>Bemærk, at EU Kommissionen har fremsat forslag om, at ikrafttrædelse af de nye regler udskydes fra 1. januar 2021 til 1. juli 2021. Se COM (2020) 198 og COM (2020) 199. Det er Skattestyrelsens forventning, at udskydelsen bliver vedtaget.<

Fjernsalg

Fjernsalg fra en dansk virksomhed til private i andre EU-lande skal normalt ske med dansk moms. Undtagelsen hertil er, når sælgeren er registreringspligtig for fjernsalget i det EU-land, der sælges til. Ved et sådant salg flyttes leveringsstedet til det pågældende EU-land.

Ved fjernsalg forstås i momsloven salg af varer, hvor varerne direkte eller indirekte forsendes eller transporteres af sælgeren eller på dennes vegne til en køber, der ikke er registreret efter ML §§ 47, 49 - 50 a eller 51 eller 51 a eller efter tilsvarende regler i et andet EU-land, typisk en privat forbruger. Se Momssystemdirektivets artikler 33-34 og ML (momsloven) § 14, nr. 2.

Fjernsalg omfatter dog ikke salg, som er momsberigtiget efter de særlige regler om brugte varer mv., da det efter disse regler altid er salgslandet, der har beskatningsretten. Se Momssystemdirektivets artikel 35 og ML (momsloven) § 14, nr. 2.

Direkte eller indirekte forsendelse eller transport

Fjernsalg kan give anledning til afgrænsningsproblemer. Ved direkte eller indirekte transport eller forsendelse forstås, at sælgeren er involveret i transporten eller forsendelsen af varen.

Ved direkte transport eller forsendelse forstås normalt salg, hvorefter sælgeren modtager bestilling fra køber via annoncer i aviser (eller i magasiner, i kuponhæfter, via telefon, internettet eller lignende) og efterfølgende sørger for, at varen bliver sendt til modtageren (som et eksempel kan nævnes postordresalg).

Om sælgeren er indirekte involveret i transporten, afhænger af en konkret vurdering af de givne omstændigheder, herunder måden hvorpå salget bliver tilbudt køberen.

Ikke fjernsalg

Eksempelvis vil en oplistning af mulige transportører på sælgerens hjemmeside eller lignende i forbindelse med salget, såfremt denne oversigt blot er udtryk for, at leverandøren selv har undersøgt, hvilke transportører, der kan tænkes at ville forestå transporten og derefter ønsker at informere sine kunder herom som en service, isoleret set ikke betyde, at sælgeren kan anses for at være direkte eller indirekte involveret i transporten med den konsekvens, at leverancen bliver anset for et fjernsalg, som skal faktureres med dansk moms.

Et typisk eksempel herpå er, når leverandøren på hjemmesiden oplyser, at såfremt man ikke selv har mulighed for at afhente varerne på leverandørens lager, så kan man kontakte en af følgende fragtmænd (som i eksemplet alle er fiktive):

  • Jens Jensen
  • TTT Transport

  • Hans Hansen A/S

  • Spedition A/S

Leverandøren kan angive kontaktoplysninger på transportørerne. Desuden kan leverandøren angive generelle informationer om fragt til Danmark, herunder gennemsnitspriser pr. kilo, jf. SKM2015.657.SR.

Det er med baggrund i oplistningen af transportørerne og generelle fragtoplysninger hos leverandøren op til køberen selv at

  • tage kontakt til en af transportørerne

  • oplyse, hvad der ønskes transporteret

  • oplyse, hvorfra og hvortil det ønskes transporteret

  • få oplyst pris

  • få oplyst leveringstid

  • få oplyst betingelser for afhentning og levering

og herved selvstændigt indgå en endelig aftale med transportøren om transport af de købte varer. I denne situation vil leverandøren ikke blive anset for at være hverken direkte eller indirekte involveret i transporten af varerne.

Fjernsalg

Leverandøren må anses for at være direkte eller indirekte involveret i transporten af varer i ethvert af følgende tilfælde:

  • Aftale om transport eller forsendelse af varerne er indgået mellem leverandøren og transportøren.

  • Transporten eller forsendelsen varetages af en uafhængig transportør, men leverandøren bærer helt eller delvist ansvaret for varerne under forsendelsen.

  • Leverandøren på vegne af transportøren fakturerer forsendelsesvederlaget til- eller opkræver/modtager det fra køberen af varerne.

  • Leverandøren aktivt promoverer én bestemt transportør.

  • Leverandøren aktivt sætter køberen i kontakt med transportøren.

  • Leverandøren leverer oplysninger om de varer, som ønskes fragtet, til transportøren.

Det bemærkes, at denne fortolkning næsten er enstemmigt tiltrådt af EU's momskomité (momsudvalg) i dens guideline vedtaget på baggrund af drøftelser under det 104. møde den 5./6. juni 2015. Se retningslinje DOK C, WP 876.

Om Momsudvalget og guidelines (retningslinjer), se afsnit D.A.1.4 Momsens indførelse.

Der er endvidere tale om fjernsalg, når leverandøren som led i en helhedsløsning eksempelvis på sin hjemmeside oplister navnene på mulige fragtmænd, og det på baggrund af en konkret helhedsbedømmelse kan konstateres, at leverandøren reelt direkte eller indirekte organiserer transporten i samarbejde med den valgte transportør.

Ved denne vurdering vil følgende forhold tale for, at der er tale om fjernsalg:

  • De nærmere vilkår for transporten aftales mellem leverandøren og transportøren.

  • Leverandøren har aftalt rabat med transportøren, som kommer kunderne til gode.

  • Leverandøren og transportøren er koncernforbundne eller har et lignende interessefællesskab.

  • Leverandøren modtager provision fra transportøren for at anvise kunderne.

  • Leverandøren betaler vederlag til transportøren for, at denne påtager sig transporten.

For så vidt angår fastlæggelsen af de nærmere vilkår, vil det kunne tillægges afgørende vægt, hvis leverandøren på sine kunders vegne sikrer, at transporten gennemføres på særligt gunstige vilkår i kraft af, at leverandøren har udvirket, at transportøren samler transportopgaverne for leverandørens kunder og transporterer varerne samlet til leverandørens forskellige kunder i Danmark.

Fjernsalg - særligt onlinebutikker

Ved salg fra udenlandske onlinebutikker til danske kunder vil enhver samkøring af leverandørens og transportørens hjemmeside, som medfører overførsel af oplysninger om de pågældende varer, kunden eller lignende, medføre, at leverandøren må anses for indirekte involveret i transporten. 

Skal en af de oplistede fragtmænd vælges - og fragtaftalen indgås - som led i købsprocessen hos leverandøren, dvs. inden købet af varen er afsluttet, vil dette kunne være en indikation af, at leverandøren er indirekte involveret i transporten.

Ligeledes vil det forhold, at man som led i købsprocessen hos leverandøren løbende kan blive opdateret om den samlede fragtpris for de valgte varer hos en eller flere af de oplistede fragtmænd, kunne være en indikation af, at leverandøren er indirekte involveret i transporten. Dette forudsætter dog, at oplysningen af fragtprisen forudsætter en eller anden form for forudgående samarbejde mellem leverandøren og fragtmændene.

Leverandøren kan dog, uden at blive involveret i transporten løbende i købsprocessen, oplyse kunden om det samlede købs vægt og mål, idet dette ikke forudsætter noget samarbejde mellem leverandøren og fragtmændene. Ligeledes kan leverandøren give kunderne generelle informationer om fragtpriser til Danmark, jf. SKM2015.657.SR.

Hvis f.eks. en tysk virksomhed sælger dagligvarer til danske kunder via virksomhedens tyske hjemmeside, og køberen som led i købsproceduren skal klikke på den fragtmand, som man ønsker at indgå en aftale med, hvorefter man automatisk viderestilles til fragtmandens hjemmeside, hvor information om fragten, leveringsadresse, pris og leveringtid automatisk er udfyldt, hvorefter køber blot skal trykke på godkend.

Denne procedure vil forudsætte et vist form for forudgående samarbejde mellem sælgeren og transportøren, og sælgeren må herved efter en konkret vurdering anses for at være indirekte involveret i transporten.

Leveringsstedet for varerne vil i denne situation i momsmæssig henseende være i Danmark, og varerne skal derfor faktureres med dansk moms.

Om sælgeren er indirekte involveret i transporten, er ikke betinget af, at sælgeren skal have indgået kontrakt med transportøren, der forpligter transportøren til at forsende eller transportere alle sælgerens leverancer.

Det skal understreges, at ovenstående forhold alene er eksempler, og der er herved ikke tale om en udtømmende liste i forhold til, hvilke forhold, der taler for at statuere fjernsalg.

Registreringspligt i andre EU-lande

Sælgeren bliver registreringspligtig i det andet EU-land, hvortil varen sendes eller transporteres, når:

  • der ved fjernsalg sælges punktafgiftspligtige varer, jf. ML (momsloven) § 34, stk. 1, nr. 3, eller
  • visse beløbsgrænser bliver overskredet ved fjernsalget.

Se Momssystemdirektivets artikler 33 og 34.

Det enkelte EU-land kan selv vælge, om beløbsgrænsen for registreringspligt ved fjernsalg til det pågældende land skal være 35.000 eller 100.000 EUR. Se Momssystemdirektivets artikel 34, stk. 2. Beløbsgrænsen omregnes til landenes nationale valutaer på baggrund af de kurser, som gjaldt den 1. januar 1999, jf. Momssystemdirektivets artikel 399. EU-landene kan vælge at afrunde den valgte beløbsgrænse til et rundt beløb i deres egen valuta, jf. Momssystemdirektivets artikel 400.

Som punktafgiftspligtige varer anses varer, der er omfattet af EU's fælles regler om punktafgiftspligtige varer. Ved de EU-harmoniserede, punktafgiftspligtige varer forstås

  • energiprodukter
  • alkohol og alkoholholdige drikkevarer og
  • forarbejdet tobak som defineret i fællesskabsbestemmelserne.

Bestemmelsen omfatter ikke gas, der leveres gennem distributionssystemet for naturgas, eller elektricitet. Se ML (momsloven) § 34, stk. 1, nr. 3, og D.A.10.1.1.5 EU-harmoniserede punktafgifter ML § 34, stk. 1, nr. 3.

Hvis virksomheden bliver registreret i et andet EU-land, skal Skattestyrelsen underrettes om virksomhedens registreringsnummer i det andet EU-land. Se momsbekendtgørelsens § 111 og A.B.3.3.3.3 Særregler for visse virksomheder.

Virksomheder, der sælger andre varer end punktafgiftspligtige varer til andre EU-lande, kan inden de når ovennævnte registreringsgrænse vælge at lade sig registrere i disse lande. Leveringsstedet er herefter til det pågældende EU-land. Se Momssystemdirektivets artikel 34, stk. 4. 

Fjernsalg fra andre EU-lande

Leveringsstedet er her i landet, når en virksomhed fra et andet EU-land via fjernsalg sælger varer, og virksomheden er registreringspligtig for dette salg her i landet.

Den udenlandske virksomhed bliver registreringspligtig her i landet, når fjernsalget hertil udgør 280.000 kr. eller derover i det løbende eller det foregående kalenderår, eller når salget omfatter punktafgiftspligtige varer. Se Momssystemdirektivets artikel 34, stk. 2, ML (momsloven) § 14, nr. 3, ML (momsloven) § 48, stk. 3, og D.A.14.1.5 Udenlandske virksomheder, der har momspligtige aktiviteter i Danmark ML § 47, stk. 2, og § 48, stk. 3..

Virksomheder fra andre EU-lande, der sælger andre varer end punktafgiftspligtige varer til Danmark, kan inden de når registreringsgrænsen vælge at lade sig registrere her. Leveringsstedet er herefter Danmark. Se Momssystemdirektivets artikel 34, stk. 4, ML (momsloven) § 49 og D.A.14.3 Valgfri registrering ML § 49.

Hvis en ikke-momspligtig juridisk person eller en momspligtig person, der ikke er registreringspligtig efter ML (momsloven) § 47, erhverver varer fra andre EU-lande, skal købervirksomheden registreres. Dette gælder, hvis de leverede varer omfatter punktafgiftspligtige varer, eller køb af andre varer i det løbende eller i det foregående kalenderår overstiger 80.000 kr. Se D.A.4.8 Erhvervelser ML §§ 11 - 11 a.

Nærmere afgrænsning af overskridelse af registreringsgrænsen

Når et EU-lands registreringsgrænse overskrides i løbet af et kalenderår, så sker der ingen ændring i leveringsstedet af andre varer end punktafgiftspligtige varer, som er foretaget i løbet af samme kalenderår. Det er dog en forudsætning, at følgende betingelser er opfyldt:

  • Leverandøren har ikke udnyttet valgmuligheden i Momssystemdirektivets artikel 34, stk. 4 (ML (momsloven) § 49).
  • Værdien af de leverede varer har ikke overskredet tærsklen i det foregående kalenderår.

Se Momsforordningens artikel 14 og Momssystemdirektivets artikler 33 og 34.

Derimod ændres leveringsstedet i det EU-land, hvortil varerne ankommer efter forsendelse eller transport, for følgende leverancer:

  • Den leverance, hvorved EU-landets tærskel blev overskredet i løbet af samme kalenderår.
  • Alle efterfølgende leverancer foretaget i dette EU-land i samme kalenderår.
  • Leverancer af varer foretaget i dette EU-land i kalenderåret efter det kalenderår, hvori den i første punkt omhandlede overskridelse fandt sted.

Se Momssystemdirektivets artikel 33, ML (momsloven) § 14, stk. 1, nr. 3, ML (momsloven) § 48, stk. 3 (modsat).

Hvis en virksomhed med grænsehandel er indrettet sådan, at virksomheden må anses for beliggende og udøvet her i landet, vil leveringsstedet for de omhandlede varer i stedet være her i landet efter ML (momsloven) § 14, nr. 1. Se SKM2002.357.LSR.

Varer transporteret fra tredjeland

Det er i forbindelse med reglerne om fjernsalg præciseret i Momssystemdirektivets artikel 33, stk. 2, at hvis de leverede varer forsendes eller transporteres fra et tredjelandsområde eller fra et tredjeland og af leverandøren indføres i en anden medlemsstat end den, hvor forsendelsen eller transporten til kunden afsluttes, anses varerne for at være forsendt eller transporteret fra indførselsmedlemsstaten. Dvs. at varerne i så tilfælde bliver omfattet af fjernsalgsreglerne, hvis betingelserne derfor i øvrigt er opfyldt.

Se evt. afsnit D.A.4.9 Indførsel ML § 12 om indførsel.

Samspil mellem reglerne om småforsendelser og reglerne om fjernsalg

Når varer købt i et land uden for EU importeres til et EU-land, hvor varerne toldmæssigt angives til fri omsætning, dvs toldmæssigt bliver færdigbehandlet, for derefter at blive videresendt til en privatperson i et andet EU-land, foreligger der momsmæssigt to transaktioner:

  1. Import af varer til det første EU-land (importlandet) og

  2. Levering af varer fra importlandet til kunden i det andet EU-land, hvor transporten afsluttes (ankomstlandet).

Ad 1) Import af varerne

Import af varerne udgør den første momspligtige transaktion, jf. momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra d), som implementeret i importlandet. I Danmark er bestemmelsen implementeret i ML § 12. Se evt. afsnit D.A.4.9 Indførsel ML § 12 om indførsel.

Reglerne om fritagelse for importmoms af småforsendelser finder anvendelse i forhold til denne transaktion, hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf. momssystemdirektivets artikel 143, stk. 1, litra b) og c), og direktiv 2009/132/EF, artikel 23, som implementeret i importlandet. I Danmark er bestemmelserne implementeret i ML § 36, stk. 1, nr. 3. Se "Momsfritagelse for erhvervsmæssige småforsendelser, ML (momsloven) § 36, stk. 1, nr. 2 og 3" i afsnit D.A.10.3.3 Endelig indførsel ML § 36, stk. 1, nr. 2 og 3.

Hvis en vare sælges af en leverandør i et land eller område uden for EU til en privatperson i EU, men varerne importeres via et andet EU-land end det EU-land, hvor transporten afsluttes, anses tredjelandsleverandøren momsmæssigt for at være importør, uanset hvad der er aftalt mellem denne og køber. Det bemærkes, at denne fortolkning er tiltrådt af et stort flertal EU's momskomité (momsudvalg) i dens guideline vedtaget på baggrund af drøftelser under det 100. møde i komitéen. Se retningslinje DOK B, WP 798.

 Om Momsudvalget og (guidelines) retningslinjer, se afsnit D.A.1.4 Momsens indførelse.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at tredjelandsleverandøren momsmæssigt skal anses for at være importør, uanset hvad der er aftalt mellem denne og køber, og uanset hvad der er angivet i toldangivelsen. Ved en privatperson forstås i denne forbindelse også de afgiftspligtige personer og juridiske personer, der er fritaget for at betale erhvervelsesmoms.

Ad 2) Levering af varer fra importlandet til ankomstlandet

Den anden momspligtige transaktion består af en levering mod vederlag fra det EU-land, hvortil varerne er importeret, til ankomstlandet.

Varer, som oprindeligt er transporteret fra et tredjeland, og som er importeret til et andet EU-land end det EU-land, hvor transporten af varerne afsluttes (ankomstlandet), anses for at være forsendt fra importlandet i EU, jf. artikel 33, stk. 2 i momssystemdirektivet. Dvs. importlandet anses for at være afsendelseslandet. Det bemærkes, at denne fortolkning er tiltrådt næsten enstemmigt af EU's momskomité (momsudvalg) i dens guideline vedtaget på baggrund af drøftelser under det 100. møde i komitéen. Om Momsudvalget og (guidelines) retningslinjer, se afsnit D.A.1.4 Momsens indførelse.

Når levering af varer sker til en privatperson, og varerne forsendes eller transporteres af leverandøren til en privatperson fra et EU-land (afsendelseslandet) til et andet EU-land, anses leveringsstedet for at være det sted, hvor forsendelsen til privatpersonen afsluttes (ankomstlandet), jf. momssystemdirektivets artikel 33, stk. 1. Ved en privatperson forstås i denne forbindelse også de afgiftspligtige personer og juridiske personer, der er fritaget for at betale erhvervelsesmoms.

Der foreligger med andre ord et fjernsalg, som der skal betales moms af i overensstemmelse med de almindelige regler for fjernsalg.

Reglerne om fritagelse for importmoms af småforsendelser finder ikke anvendelse i forhold til fjernsalgstransaktionen. Det bemærkes, at denne fortolkning er tiltrådt næsten enstemmigt af EU's momskomité (momsudvalg) i dens guideline vedtaget på baggrund af drøftelser under det 100. møde i komitéen. Om Momsudvalget og (guidelines) retningslinjer, se afsnit D.A.1.4 Momsens indførelse.

Der skal betales dansk moms, hvis fjernsalget overstiger 280.000 kr. årligt.

Det bemærkes, at udtrykket "forsendes" i fjernsalgsreglerne ikke skal forstås som omfattet af en forsendelsesordning i toldmæssig forstand.

Eksempel

Varerne transporteres af leverandøren (sælgeren), fx. et postordrefirma eller en internetbutik, fra Canada til en kunde i Danmark. Varerne ankommer til EU i Belgien. Varerne angives i Belgien af leverandøren (sælgeren) toldmæssigt til fri omsætning i EU. Pligten til at betale importmoms indtræder i Belgien. Transporten afsluttes i Danmark. Hvis den danske kunde er en privatperson, er der momsmæssigt tale om fjernsalg fra Belgien til Danmark. Tilsvarende er der momsmæssigt tale om et fjernsalg, hvis den danske kunde er en ikke-momsregistreret person, som ikke er pligtig at betale erhvervelsesmoms.

Moms af fjernsalget skal betales til Danmark, hvis leverandørens (sælgerens) fjernsalg til Danmark overstiger 280.000 kr. årligt.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-276/18, KrakVet Marek

>EU-domstolen udtaler, at såfremt varer, som sælges af en leverandør, der er etableret i en medlemsstat, til kunder med bopæl i en anden medlemsstat, befordres til kunderne af et selskab, som anbefales af leverandøren, men med hvilket det står kunderne frit for at kontrahere med henblik på denne befordring, skal disse varer anses for at forsendes eller transporteres »af leverandøren eller for hans regning«, såfremt den nævnte leverandørs rolle er afgørende for så vidt angår initiativet til og organiseringen af de væsentlige faser i forsendelsen eller transporten af de nævnte varer.<

Landsretsdomme

SKM2005.161.VLR

En svensk køber var momspligtig og registreringspligtig i Sverige. Selv om køberen ikke var momsregistreret, fandt landsretten, at de omhandlede leverancer ikke kunne anses for omfattet af de nævnte regler om fjernsalg, og at leveringsstedet derfor ikke efter disse regler var flyttet til Sverige.

 

Landsskatteretten

SKM2002.357.LSR

En virksomhed, der havde forretningssted i Tyskland, var afgifts- og momspligtig her til landet af koksleverancer til private danske forbrugere, idet virksomheden ansås for beliggende og udøvet her i landet.

 

Skatteministeriet

SKM2014.483.DEP

Skatteministeriet kommenterer LSR j.nr. 13-0020304.

Landsskatteretten afsagde i sagen kendelse vedrørende fjernsalg efter momslovens § 14, nr. 3, jf. nr. 2, 3. pkt. Skatteministeriet besluttede, at kendelsen ikke skulle indbringes for domstolene, idet ministeriet er enig i kendelsens udfald.

Landsskatteretten udtaler sig i sin begrundelse generelt om, hvilken betydning udlægsreglerne i momslovens § 27, stk. 3, nr. 3, har for spørgsmålet om fjernsalg, selv om Landsskatteretten samtidig fastslår, at den situation, som var til prøvelse ved Landsskatteretten ikke vedrørte denne problemstilling. Skatteministeriet er ikke enig i de generelle udtalelser.

SKAT vil derfor også fremover foretage en konkret vurdering af, om der er tale om fjernsalg i momsmæssig henseende efter retningslinjerne i Skatteministeriets styresignal i SKM2011.217.SKAT, uanset om udlægsreglerne i momslovens § 27, stk. 3, nr. 3, anvendes. 

 

Skatterådet

SKM2017.310.SR

Skatterådet kan bekræfte, at Spørgers salg af træpiller o.lign., som udleveres til kunderne fra et lager i Tyskland, ikke har leveringssted i Danmark, og derfor ikke skal pålægges dansk moms.  

SKM2016.235.SR

Skatterådet kan bekræfte, at Spørger med baggrund i det beskrevne forretningskoncept kan sælge træpiller uden dansk moms til danske og tyske kunder, idet leveringsstedet for salget af træpillerne ikke kan anses for at være i Danmark.

Ligeledes kan rådet bekræfte, at det ikke gør nogen forskel på fastlæggelsen af leveringsstedet, hvis kunderne eller deres transportører kun kan afhente træpiller på lageret i Tyskland inden for et nærmere fastsat tidsrum

Rådet kan derimod ikke bekræfte, at leveringsstedet for salget af træpillerne ikke er i Danmark, når Spørgeren alene henviser til én mulig transportør på sin hjemmeside.

SKM2015.657.SR

Skatterådet kan bekræfte, at Spørger kan sælge forbrugsvarer til kunder i Danmark via en onlinebutik uden fakturering af dansk moms, når varerne skal afhentes ved selskabets lager i Tyskland, samt at det vil medføre samme resultat, såfremt Spørger ikke bistår med transporten, men alene giver kunderne generelle informationer om fragtpriser.

SKM2014.606.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at en tysk virksomhed kan sælge bl.a. protein- og kosttilskud til danske kunder fra sin hjemmeside alene med tysk moms, såfremt kunderne selv skal sørge for afhentning i Tyskland

Skatterådet kunne derimod ikke bekræfte, at det samme vil være tilfældet, såfremt spørgeren udvirker købsprocessen således, at spørgers hjemmeside automatisk videresender oplysninger til fragtmanden om afhentningsadresse, leveringsadresse, faktureringsadresse og prisen på fragten. Spørger organiserer herved reelt transporten af varerne sammen med transportørerne, idet køberen blot skal godkende en på forhånd udarbejdet transportaftale - en transportaftale, som er sammenstykket af sælgeren og transportøren i fællesskab. I dette tilfælde skal varerne faktureres med dansk moms.

SKM2013.720.SR

Skatterådet kan bekræfte, at en spørger fra Tyskland kan sælge blandt andet kolonialvarer, øl, vin og sodavand via et allerede etableret online-handelskoncept til danske kunder alene med tysk moms, når kunderne selv afhenter varerne.

Skatterådet kan endvidere bekræfte, at spørger kan henvise til/anbefale en dansk og/eller tysk transportør til transport af de købte varer fra spørgers lager i Tyskland til kundens adresse i Danmark, uden at der skal pålægges dansk moms.

Skatterådet bemærker dog, at besvarelsen ikke udelukker, at SKAT efterfølgende på baggrund af yderligere tilvejebragte oplysninger om de konkret foretagne transaktioner konstaterer, at der efter en samlet helhedsbedømmelse af transaktionerne eller eventuelt ud fra misbrugsbetragtninger er tale om fjernsalg, og der dermed skal afregnes dansk moms.

Skatterådet bemærker endvidere, at når en dansk kunde køber punktafgiftspligtige varer, fx øl, vin, sodavand, chokoladevarer, kaffe m.m., på internettet og selv arrangerer transporten til Danmark, er det kundens ansvar at angive og betale afgift af varerne.

Skatterådet bemærker endelig, at der herved ikke er taget stilling til, hvordan emballager omfattet af pantbekendtgørelsen skal behandles med hensyn til betaling af pant. 

SKM2011.207.SR

En spørger kunne sælge træpiller fra sit tyske lager uden dansk moms via selskabets danske hjemmeside og modtage betaling herfor med betalingskort eller bankoverførsel til selskabets danske bankkonto.

Spørger kunne også foretage en henvisning til en ekstern fragtmand i forbindelse med modtagelsen af bestillingen af varer, hvor kunden betalte direkte til fragtmanden, uden at dette medførte afregning af dansk moms på de solgte varer.

Spørgers tyske filial kunne dog ikke, efter ordremodtagelse fra en dansk kunde, bestille træpillerne fra en polsk fabrikant til levering direkte til den danske kunde, uden fysisk at have været på den tyske filials lagerplads, uden afregning af dansk moms.

 

SKM2011.206.SR

En spørger kunne ikke sælge træbrændsel fra sit tyske firmas adresse i Tyskland med tysk moms via firmaets danske hjemmeside, når varerne blev leveret til det tyske firma på en trailer, som ikke blev læsset af, men som, når indholdet af traileren er solgt eksempelvis til 4 danske kunder, afhentes af en dansk vognmand, som de 4 kunder har betalt for at hente og levere varerne.

Varerne kunne ikke sælges med tysk moms, når varerne allerede forinden, de blev leveret på en trailer til det tyske firma, var solgt til danske kunder. Samtidig optrådte den vognmand, der leverede til det tyske firma, som underleverandør til den danske vognmand, som de danske kunder havde hyret, og herefter fortsatte turen direkte til de danske kunder, blot med nye papirer.

 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.