Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2011.208.HR

Højesteret fandt det ikke efter de afgivne vidneforklaringer godtgjort, at en række indbetalinger på skatteyderens konto udgjorde lån fra skatteyderens far i Tyskland, jf. SL (statsskatteloven) § 4. Skattepligtig indtægt.

SKM2010.553.HR

Sagen vedrørte såkaldte transferindtægter, der knyttede sig til salg af spillerrettigheder. Højesteret fandt ikke, at sådanne beløb kunne anses for at være skattefri indtægter ved "salg af ejendele" i SL (statsskatteloven) § 5's forstand. Der var således tale om almindelig skattepligtige indtægter efter SL (statsskatteloven) § 4. Skattepligtig indtægt.

SKM2007.183.HR

Den skattepligtige fik ikke medhold i, at en del af et konsulenthonorar, skulle beskattes hos hans søn i udlandet, selv om sønnen havde udført en del af arbejdet, som honoraret var vederlag for. Aftalen var indgået mellem kunden og den skattepligtige, som derfor alene var den berettigede og forpligtede over for kunden. En indsigelse om, at han havde optrådt som fuldmægtig for sin søn ved aftalens indgåelse, blev ikke taget til følge. Skattepligtig indtægt.

Landsretsdomme

SKM2007.542.VLR

Vestre Landsret fastslog, at skatteyderen ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at der var tale om skattefrit depositum eller lån, som påstået af skatteyderen, og landsretten fandt, at det havde formodningen imod sig, at skatteyderen havde solgt kontorinventar. Skatteministeriet blev derfor frifundet, idet det var ubestridt, at ingen del af beløbet var tilbagebetalt. Skattepligt.

Byretsdomme

>SKM2017.350.BR<

>Sagen handlede om, hvorvidt en skatteyder i indkomstårene 2008 og 2009 var rette indkomstmodtager af indkomsten fra en hundekennelvirksomhed. Skatteyderen havde forud for de omhandlede indkomstår drevet hundekennelvirksomhed og havde i 2006 erhvervet en ejendom i Y1-by med henblik på videre drift af virksomheden.

I sagen gjorde skatteyderen gældende, at hun ikke var rette indkomstmodtager, idet hun ikke havde drevet hundekennelvirksomhed i indkomstårene 2008 og 2009. Hun gjorde gældende, at hun - som følge af bl.a. sygdom og manglende lyst - havde overdraget hundene til sin tidligere kæreste LJ, som i stedet var rette indkomstmodtager.

Til dokumentation for sin påstand havde skatteyderen fremlagt en håndskrevet overdragelsesaftale mellem hende og LJ vedrørende LJ's vederlagsfrie erhvervelse af skatteyderens hunde. Yderligere søgte skatteyderen at løfte sin bevisførelse gennem vidneforklaringer.

Byretten fandt efter en samlet vurdering, at skatteyderen havde drevet virksomhed med opdræt og handel med hvalpe i de omhandlede indkomstår. Byretten lagde i afgørelsen vægt på, at skatteyderen tidligere havde drevet hundekennelvirksomhed, at hun havde opnået tilladelse fra Y1 Kommune til at drive sådan virksomhed, og at hun stod anført som ejer af hundene på parringsbeviser og som sælger på købsaftaler. Desuden lagde retten vægt på, at der på skatteyderens konto var indsat beløb, der ubestridt stammede fra salg af hunde. På denne baggrund fandt byretten ikke, at den håndskrevne overdragelsesaftale mellem skatteyderen og LJ kunne lægges til grund i sagen. Desuden udtalte retten, at de afgivne vidneforklaringer ikke kunne føre til et andet resultat.

Skatteministeriet blev frifundet.<

>SKM2017.300.BR<

>Sagen vedrørte forhøjelse af skatteyderens indkomst i indkomstårene 2010 og 2011. Skatteyderen blev skønsmæssigt forhøjet på baggrund af én indsætning på ca. 255.000 kr. på skatteyderens bankkonto i 2010, samt på baggrund af privatforbrugsberegninger for både 2010 og 2011.

Skatteyderen gjorde gældende, at indsætningen var et lån til skatteyderens firma, og at skatteyderen blot havde stillet sin konto til rådighed. For så vidt angår privatforbruget gjorde skatteyderen gældende, at han havde levet sparsommeligt, herunder at han havde boet hos sin mor, og at han derfor havde et lavt privatforbrug i de omtvistede indkomstår.

Retten fandt, at det påhviler skatteyderen at godtgøre, at et beløb, som er indgået på skatteyderens bankkonto, ikke tilhører skatteyderen. Idet skatteyderen ikke havde fremlagt en låneaftale eller anden dokumentation for, at det indsatte beløb udgjorde et lån til skatteyderens selskab, var skatteyderen berettiget blevet forhøjet med beløbet på i alt 255.264 kr.

Retten fandt heller ikke, at skatteyderen havde sandsynliggjort et realistisk privatforbrug. Da skatteyderen i øvrigt ikke havde godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelser hvilede på et åbenbart forkert eller mangelfuldt grundlag, eller at skønnet var åbenbart urimeligt, blev Skatteministeriet frifundet.<

>SKM2017.288.BR<

>Sagen angik det skøn, som skattemyndighederne havde udøvet vedrørende en skatteyders skatte- og momsansætttelse for indkomstårene 2006 - 2009.

SKAT bistod i 2010 Politiet i forbindelse med en ransagning på 3 adresser, hvor sagsøgeren var registreret som ejer. Ved ransagningerne kunne SKAT konstatere, at sagsøgeren drev uregistreret bil-, leje- og pengeudlånsvirksomhed. SKAT forhøjede på den baggrund sagsøgerens skatte- og momsansætttelse for de 3 virksomheder. SKAT lagde ved skønsudøvelsen bl.a. vægt på de finansieringslister, som SKAT fandt ved ransagningerne, samt de økonomiske instruktioner (i form af håndskrevne beskeder), som sagsøgeren havde givet til sin ekskone, mens han sad fængslet i perioden maj 2006 til efteråret 2008.

På baggrund af særligt finansieringslisterne foretog SKAT en skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens udlånsvirksomhed for perioden 2006 - 2009 på 21.125.012 kr. Landsskatteretten nedsatte imidlertid dette beløb til 9.789.343 kr., da sagsøgeren fremlagde adskillige afviklingsforslag, der viste, at hans renteindtægter var væsentligt lavere end først antaget.

Byretten udtalte indledningsvist, at det var ubestridt, at SKAT var berettiget til skønsmæssigt at fastsætte sagsøgerens momstilsvar og skattepligtige indkomst for årene 2006 - 2009.

Byretten fastslog, at sagsøgeren ikke havde fremlagt objektive kendsgerninger for, at skønnet var udøvet på et fejlagtigt grundlag eller var åbenbart urimeligt.

For så vidt angik SKATs skøn over lejeindtægterne fandt retten, at sagsøgerens frihedsberøvelse ikke havde betydning for udlejningsvirksomheden, hvilket sagsøgerens breve og beskeder til sin ekskone understøttede. Indholdet af disse breve understøttede heller ikke sagsøgerens synspunkt om, at sagsøgeren skulle have lidt store tab på sin bilvirksomhed, mens han var i fængsel.

Endelig fandt retten ikke, at sagsøgeren havde løftet bevisbyrden for, at fordringerne fra finansieringslisten var uerholdige fordringer. Retten lagde herved vægt på, at sagsøgeren ikke havde forsøgt at inddrive sit tilgodehavende ved domstolene.

Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.<

>SKM2017.233.BR<

>Sagen handlede om, hvorvidt en skatteyder var skattepligtig af indsætninger på sin bankkonto i 2011. Der var i 2011 indsat i alt 299.266 kr. ved 4 kontante indsætninger og 1 bankoverførsel.

Skatteyderen gjorde gældende, at indsætningerne vedrørte tilbagebetaling af to udlån fra skatteyderens brødre, og at bankoverførslen var refusion af udgifter, som han havde afholdt for en ven. Under sagens forberedelse fremlagde skatteyderen erklæringer om optagelse og tilbagebetaling af lån samt afholdelse og refusion af udgifter.

Retten fandt, at skatteyderen skulle bevise, at indsætningerne vedrørte allerede beskattede midler. Denne bevisbyrde havde skatteyderen ikke løftet. Retten anførte, at de afgivne forklaringer og erklæringer ikke var bestyrket ved objektive kendsgerninger. Videre anførte retten, at skatteyderen for skattemyndighederne og under retssagen havde afgivet skiftende forklaringer om, hvorfra pengene stammede, ligesom brødrenes vidneforklaringer ikke var i overensstemmelse med de af dem afgivne erklæringer.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.<

>SKM2017.203.BR<

>To holdingselskaber havde foretaget betalinger af betydelige beløb til deres to aktionærer, der var ansat i selskaberne. Betalingerne var i selskaberne behandlet som løn (bonus), og der var indberettet og afregnet A-skat og AM-bidrag.

Skattemyndighederne anså derimod hovedparten af beløbene for at være udbytte, som dermed ikke kunne fradrages i selskaberne.

Byretten (3 dommere) tiltrådte skattemyndighedernes vurdering. Byretten lagde bl.a. vægt på, at der i modsætning til de foregående år ikke blev deklareret udbytte i de omhandlede år, at der ikke forelå dokumentation i form af ansættelseskontrakter , bonus eller vederlagsaftaler eller lignende, at betalingerne betragteligt oversteg den aflønningen , som var betalt til de to i en årrække, at "bonus" blev udbetalt til hver af de to aktionærer med samme beløb, selv om de varetog forskellige hverv i virksomhederne, og at betalingerne var mange gange større end den løn, der blev betalt til den ansatte direktør.

Retten udtalte endelig, at det foretagne syn og skøn, som konkluderede, at betalingerne i vidt omfang svarede til en markedskonform aflønning, ikke kunne føre til et andet resultat.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.<

>SKM2017.154.BR<

>Sagen angik, om sagsøgeren var skattepligtig af euro; 66.000,-, som han den 10. oktober 2010 medbragte i kontanter i sin håndbagage på en flyrejse fra Tunesien til Frankfurt lufthavn. Sagsøgeren deklarerede ved sin ankomst kontantbeløbet over for de tyske toldmyndigheder og oplyste, at beløbet var hans, og at det stammede fra hans familie i Tunesien. De tyske toldmyndigheder gav SKAT besked om kontantbeløbet, og SKAT forhøjede herefter sagsøgerens indkomst tilsvarende.

Sagsøgeren gjorde gældende, at kontantbeløbet stammede fra et lån på euro; 70.000,-, som han havde optaget hos sin søster i Tunesien umiddelbart forinden rejsen til Frankfurt. Til støtte herfor havde han fremlagt en låneaftale dateret 8. oktober 2010. Han oplyste, at han havde afbetalt i alt kr. 38.000,- på lånet.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han havde lånt euro; 66.000 af sin søster. Retten lagde vægt på, at sagsøgerens forklaring om et lån ikke var tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger. Den fremlagte låneaftale havde et sådan indhold, at den ikke sandsynliggjorde gældsforholdets beståen. Retten bemærkede endvidere, at sagsøgeren ikke i sine selvangivelser for indkomstårene 2010 og frem havde fratrukket renter vedrørende lånet eller i øvrigt angivet lånet som gæld. Desuden havde sagsøger ikke dokumenteret de påståede afbetalinger på lånet.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.<

SKM2016.383.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen, A, med rette var anset for skattepligtig af et beløb på 700.000 kr. i indkomståret 2009. Beløbet blev fundet over loftbeklædningen på A's værksted i forbindelse med en politiransagning.

A gjorde gældende, at beløbet ikke var skattepligtigt, da det stammede fra salg af en række private genstande samt fra et beløb hævet på sin samlevers konto.

Retten fastslog, at A ubestridt havde bevisbyrden for, at det omtvistede kontantbeløb på 700.000 kr. ikke var skattepligtigt eller stammede fra allerede beskattede midler.

Retten fandt, at A ikke havde løftet denne bevisbyrde, og lagde navnlig vægt på, at de afgivne forklaringer ikke var understøttet af objektive beviser. For så vidt angik det beløb, som A havde hævet kontant fra sin samlevers konto, lagde retten endvidere vægt på, at handlingen forekom usædvanlig.

Spørgsmålet var herefter, om en del af det skattepligtige beløb på 700.000 kr. burde have været beskattet i indkomståret 2008. Under hensyn til, at beløbet blev fundet i forbindelse med en ransagning i 2009, fandt retten, at det måtte have formodningen for sig, at beløbet var tilgået A i indkomståret 2009. Det påhvilede derfor A at godtgøre, at en del af det skattepligtige beløb var tilgået ham i indkomståret 2008.

Retten fandt, at A ikke havde løftet denne bevisbyrde, og bemærkede i den forbindelse, at der ud over oplysningerne om det hævede kontantbeløb og købesummen fra en privat genstand ikke havde været nogen bevisførelse vedrørende hvordan, hvorfor og hvornår pengene var tilgået A. Skatteministeriet blev derfor frifundet. Skattepligt

SKM2011.265.BR

Sagsøger skulle beskattes af værdien af et jordstykke som en gave. Erhvervelsen var tinglyst, men jordstykket blev faktisk betalt af sagsøgers fætter. Det var uden betydning, at der var indgået en aftale om, at fætteren kunne anvende jordstykket vederlagsfrit, ligesom han på et senere tidspunkt skulle have jordstykket overdraget vederlagsfrit.

Gave. Skattepligtig indtægt.

SKM2011.81.BR

Sagen handlede om, hvorvidt en række overførsler til sagsøgerens bankkonto skulle anses for skattepligtig indkomst eller et lån. Retten lagde vægt på, at sagsøgeren regelmæssigt havde overført penge til långiver, og at hun samlet havde tilbageført meget betydelige beløb til denne. Retten lagde derudover til grund, at sagsøgeren forud for bankoverførslerne havde erlagt kontante beløb til långiver, og at disse overførsler var i overensstemmelse med afdragsprofilen i lånedokumentet. Endelig lagde retten vægt på forklaringen afgivet af långiver. Uanset at lånet var ydet på særlige vilkår, fandt retten det herefter godtgjort, at der var tale om et lån. Skattefrit lån.

Landsskatteretskendelser

SKM2010.416.LSR

En privatperson måtte anses for skattepligtig af en "rabat", som han modtog fra en forsikringsformidler i forbindelse med tegning af en kapitalforsikring omfattet af PBL (pensionsbeskatningsloven) § 53 A. Skattepligt.

Skatterådets afgørelse er refereret i SKM2009.406.SR

SKM2006.573.LSR

Landsskatteretten fandt, at udveksling af arbejdskraft og naturalier i forbindelse med et timebankprojekt ikke kunne karakteriseres som vennetjenester, men medførte indkomstskattepligt for modtagerne. Skattepligt.

SKAT

A og B var tidligere ægtefæller men nu skilt. Parterne ejede en fast ejendom i lige sameje. A påtænkte at bo i ejendommen og betale samtlige udgifter forbundet hermed.

A kunne ikke overtage B's rentefradrag, da det forudsatte, at ejendommen og gælden blev overdraget enten ved skøde eller bodelingsoverenskomst.

Skatterådet tog stilling til, hvordan A og B skulle beskattes, hvis B udlejede ejendommen til A og i den forbindelse lod ham betale en række udgifter på ejendommen.

Det var afgørende for beskatningen, om den fastsatte leje var højere end, lavere end eller svarede til den objektive lejeværdi.

Ikke overtagelse af fradrag. Skattepligtig indtægt.

SKM2011.194.SR

Skatterådet bekræftede, at kommunens medarbejderes deltagelse i motionshold, og benyttelse af svømmehaller var et skattepligtigt gode for medarbejderne.

Til gengæld fandt Skatterådet, at aftaler, som kommunen har indgået med diverse leverandører og som indebærer, at der gives en rabat ved køb af varer hos leverandørerne, ikke var et skattepligtigt gode for medarbejderne.

Skatterådet fandt heller ikke, at en ordning, hvor der gives gratis fysioterapi, zoneterapi, massage, kiropraktik og akupunktur til de ansatte over 55 år, anses for at være et skattepligtigt gode for medarbejderne. Skattefri og skattepligtige personalegoder.

SKM2010.747.SR

Amatørfotografer var skattepligtige af betalinger for udført arbejde, selvom opdragsgiverne donerede betalingen til nødhjælpsorganisationer. Fotografernes indkomstafkald blev anset som dispositivt, idet forudsætningen for arbejdets udførelse var, at opdragsgiver ved kvittering dokumenterede betaling af et minimumsbeløb til en velgørende forening. Fotograferne var desuden skattepligtige af udstyr modtaget fra et fotofirma til brug for arbejdet. Udstyret blev anset som gaver ydet udenfor gaveafgiftskredsen, og der var skattepligt efter SL (statsskatteloven) § 4. Skattepligtig indtægt.

SKM2010.420.SR

Skatterådet bekræftede, at forældre, der selv befordrer deres børn til skole, er skattepligtige af den godtgørelse, de efter reglerne i bekendtgørelse om godtgørelse for befordring af elever i folkeskolen, modtager fra kommunen. Udgifter kan modregnes efter et nettoprincip. Skattepligtig indtægt.

SKM2010.388.SR

Skatterådet bekræftede, at spørger skulle beskattes af tilskud fra Skov- og Naturstyrelsen til fritidsfaciliteter til brug for offentligheden. Skatterådet fandt dog, at de omkostninger spørger havde afholdt, som en betingelse for at opnå tilskuddet, kunne fradrages i tilskuddet efter nettoprincippet. Skattepligtig indkomst. Fradrag efter nettoprincippet.

SKM2010.146.SR

Skatterådet bekræftede, at det vil udløse beskatning for medarbejderne i Region A, hvis regionen tegner en ulykkesforsikring, der dækker medarbejderne under tjenstlig kørsel mellem egen bopæl og et midlertidigt arbejdssted, for eksempel et sted hvor der afholdes tjenstligt møde i en anden by end den by, hvor den faste arbejdsplads ligger. Skattepligt.

SKM2010.3.SR

Skatterådet bekræftede, at forældre, der deltager i en ordning om levering af frokostmåltid til eget barn i dagtilbud, vil være skattefri af den udbetaling, som en kommune i den anledning foretager til forældrene, jf. SL (statsskatteloven) § 4. Ikke skattepligt.