G.A.2.1 Inddrivelsesrenten, retsafgift, gebyrer og omkostninger

Indhold

Dette afsnit beskriver retsgrundlaget for de omkostninger mv., som pålægges sagen i forbindelse med, at kravet inddrives af RIM.

Afsnittet indeholder:

• Inddrivelsesrenter
• Gebyrer
• Retsafgift ved udlæg
• Retsafgiftspligtens indtræden
• Beregningsgrundlag
• Eksempel på beregning af retsafgift ved udlæg
• Andre retsafgifter.

Inddrivelsesrenter

De enkelte fordringer forrentes efter gældende regler indtil den 1. i måneden efter overdragelse af kravet til RIM. Med virkning fra den 1. april 2017 vil krav, der tilhører RIM (inddrivelsesgebyrer), forrentes fra den 1. i måneden efter den måned, hvor kravet er stiftet. Se INDOG (gældsinddrivelsesloven) § 5.

Krav overdraget til RIM, med undtagelse af bøder, forrentes med en årlig inddrivelsesrente svarende til renten efter rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Se INDOG (gældsinddrivelsesloven) § 5.

Fra 1. april 2017 vil statsgaranterede studielån og misligholdt gæld efter SU-loven være omfattet af inddrivelsesrenten, jf. bekendtgørelse nr. 286 af 29. marts 2017, der sætter § 118, nr. 1 og § 136, nr. 1, 3 og 4 i lov nr. 1336 af 19/12 2008, i kraft.

Med virkning fra den 1. april 2017 finder Inddrivelsesrenten ikke anvendelse på følgende krav: 

1. Fordringer, der i henhold til EU-regler, skal forrentes med en anden rente
2. Fordringer fastsat i henhold til en udenlandsk afgørelse om underholdsbidrag, hvor renten er højere end inddrivelsesrenten, idet disse fordringer forrentes i henhold til afgørelsen.
3. Fordringer, der hviler på et pantebrev, et gældsbrev, et udenretligt frivillig forlig m.v., og andre fordringer, hvor parterne har aftalt en morarente, som afviger fra inddrivelsesrenten (se dog nedenfor)
4. Fordringer, der hviler på en retsafgørelse, hvor domstolene har truffet afgørelse om en forrentning, der afviger fra inddrivelsesrenten (se dog nedenfor)
5. Fordringer, der er modtaget hos RIM uden særskilt angivelse af hovedstol, renter og gebyrer, idet disse ikke forrentes.
6. Fordringer tilhørende sagstyper, hvor RIM har viden om, at der inden for typen oversendes fordringer uden angivelse af hovedstol, renter og gebyrer, idet disse ikke forrentes.

Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 2.

Bemærk:

For fordringer under 3) og 4), hvor renten:

• er lavere end inddrivelsesrenten, kan fordringshaveren vælge, at kravet ikke skal forrentes eller forrentes med den aftalte eller fastsatte rente, hvis renten understøttes af RIMs it-system
• er højere end inddrivelsesrenten, kan fordringshaveren vælge, at kravet skal forrentes med inddrivelsesrenten eller forrentes med den aftalte eller fastsatte rente, hvis renten understøttes af RIMs it-system

Hvis fordringshaver ønsker at fastholde en anden rente end inddrivelsesrenten, og denne ikke understøttes af RIMs it-system, skal fordringshaver selv beregne renten og indsende oplysninger om renten til RIM.

Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 3.

Gebyrer

For ekspedition af opgaver i forbindelse med inddrivelse af krav, kan RIM pålægge følgende gebyrer:

Retsafgift ved udlæg

Retsafgiftsloven regulerer reglerne om, hvornår der skal beregnes retsafgift i forbindelse med forskellige retshandlinger, fx udlægsforretninger.

I forbindelse med at pantefogeden foretager udlæg, skal der betales

• dels en grundafgift af det beløb, der foretages udlæg for. Se retsafgiftslovens § 16, stk. 1.
• dels en tillægsafgift, når sagen foretages helt eller delvist uden for pantefogedens kontor, eller ved fremstilling af skyldner. Se retsafgiftslovens § 17 a, stk. 1. 

Der beregnes ikke retsafgift ved udlægsforretninger vedrørende Bøder, konfiskerede værdier og sagsomkostninger i straffesager, der inddrives af det offentlig. Se retsafgiftslovens § 20, nr. 1.

Retsafgiften skal fremgå af udlægsbladet.

Retsafgiftspligtens indtræden

Retsafgiftspligten indtræder, når pantefogeden underretter skyldneren om tid og sted for udlægsforretningen. Se § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om retsafgift, bekendtgørelse nr. 753 af 12. november 1990, jf. retsafgiftslovens § 18, stk. 2.

Hvis udlægsforretningen foretages uden underretning til skyldner, indtræder retsafgiftspligten, når udlægsforretningen påbegyndes. Det vil sige, når pantefogeden opfordrer skyldneren eller den, der varetager dennes interesser, til frivilligt at opfylde kravet. Se § 1, stk. 2, i bekendtgørelsen om retsafgift, bekendtgørelse nr. 753 af 12. november 1990.

Tillægsafgift indtræder, når pantefogeden træffer bestemmelse om, at retshandlingen skal foretages. Se § 1, stk. 3 i bekendtgørelsen om retsafgift, bekendtgørelse nr. 753 af 12. november 1990. Det vil i praksis sige fra det tidspunkt, hvor underretningen foretages, eller hvis en udgående udlægsforretning ikke er varslet, fra det tidspunkt fogeden har forladt sit kontor.

Når retsafgiften er indtrådt, skal skyldner betale retsafgiften, uanset om udlægsforretningen efterfølgende afværges eller aflyses. Der skal derfor også betales retsafgift, selv om udlægsforretningen afsluttes som forgæves.

Retsafgiftspligten bortfalder, hvis udlæg ikke kan foretages som følge af, at skyldner er under rekonstruktion, konkurs eller gældssanering. Se retsafgiftslovens § 16, stk. 6.

Beregningsgrundlag

Grundafgiftens størrelse beregnes af det beløb, der foretages udlæg for:

• hovedstol (skatter og afgifter mv.)
• renter og
• eventuelle omkostninger

men ikke udgifter ved selve udlægsforretningen.

Har skyldner flere fordringer, fx A-skat, AM-bidrag og moms, lægges kravene sammen, inden grundafgiften beregnes. Se retsafgiftslovens § 16, stk. 3. Det har ingen betydning, at fordringerne er knyttet til forskellige fordringshavere.

Tillægsafgift er altid på 400 kr., uanset hvor stor den samlede restance er. Se retsafgiftslovens § 17 a, stk. 1.

Ved udlæg hos flere skyldnere for samme krav, beregnes grundafgiften og eventuelt tillægsafgiften for hver skyldner. Det gælder dog ikke, hvis

• skyldnerne er samlevende ægtefæller eller registrerede partnere, eller
• der foretages udlæg i en fast ejendom tilhørende flere skyldnere i forening.

Se retsafgiftslovens §§ 16, stk. 5, og 17 a, stk. 3.

Der skal kun beregnes grundafgift og eventuel tillægsafgift første gang. Se retsafgiftslovens § 19.

Det betyder, at

• hvis der er foretaget udlæg for et krav, og der senere gennemføres en ny udlægsforretning for det samme krav, skal der ikke betales retsafgift (grundafgift) for den efterfølgende udlægsforretning. 
• der ikke skal betales retsafgift (grundafgift) i forbindelse med afhentning af udlagte effekter.
• der skal kun beregnes tillægsafgift én gang for samme fordring, fx hvor en udgående udlægsforretning følges op med fremstilling af skyldneren ved politiets hjælp, eller omvendt. 

Eksempel på beregning af retsafgift ved udlæg

Retsafgiften beregnes med en grundafgift på 300 kr. Overstiger kravet 3.000 kr., beregnes yderligere en halv procent af det overskydende beløb. Se retsafgiftslovens § 16, stk. 1.

Den beregnede afgift afrundes opefter til nærmeste hele beløb, der er deleligt med 10. Se retsafgiftslovens § 59.

Grundafgiften udgør herefter følgende beløb:

Eksempel

Hvis det samlede krav er 240.000 kan grundafgiften beregnes således:

Klage over retsafgiften

Skyldner kan klage til fogedretten over pantefogedens beregning af en retsafgift. Se § 3 i bekendtgørelsen om retsafgift, bekendtgørelse nr. 753 af 12. november 1990.

Hvis indsigelsen fremsættes under udlægsforretningen, er det pantefogeden, der underretter fogedretten. Efter udlægsforretningen kan skyldner fremsætte klagen overfor fogedretten. Klagen skal fremsættes senest seks uger efter, at skyldneren har fået kendskab til beregningen. Se § 3, stk. 2, i bekendtgørelsen om retsafgift, bekendtgørelse nr. 753 af 12. november 1990.

Andre retsafgifter

Vederlag til stævningsmænd og vidner

Der skal betales vederlag til stævningsmænd for foretagelse af de nævnte forkyndelser i retsplejeloven. Vederlaget udbetales også, hvis stævningsmanden må slutte forkyndelsesforretningen som forgæves. Se bekendtgørelse om vederlag til stævningsmænd og til vidner i fogedforretninger, bekendtgørelse nr. 508 af 1. juli 1998. Vederlaget er fra 1. januar 2012 kr. 33,44 for hver person, for hvem den pågældende meddelelse ønskes forkyndt.

Når RIM anvender stævningsmandsforkyndelser, skal RIM dog betale honorar til stævningsmanden med 75 kr., som svarer til det honorar, private aktører bliver opkrævet af stævningsmændene. Hertil kommer udgifter til befordringsgodtgørelse. Stævningsmandens honorar på 75 kr. tillægges sagen som en omkostning.

Eventuelle udgifter til vidner afholdes af inddrivelsesmyndigheden uden refusion fra skyldneren.

Der udbetales ikke vidnegebyr til personale ansat i inddrivelsesmyndigheden.