A.C.2.1.1.5 Oplysningspligt efter SKL § 8 D

Indhold

Dette afsnit handler om, hvem som er oplysningspligtig efter SKL (skattekontrolloven) § 8 D.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Undtagelse
• Hvem skal modtage pålægget
• Pligtens omfang
• Erhvervsdrivendes indbyrdes omsætning
• Navngivne og ikke navngivne personer
• Offentlige myndigheders tavshedspligt
• Adgang til hvidvaskoplysninger
• Pengeinstitutters oplysningspligt
• Finansielle virksomheders oplysningspligt om transaktioner med konti i jurisdiktioner, der ikke har aftaler om udveksling af oplysninger om finansielle konti
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Regel

Alle juridiske personer, herunder

• offentlige myndigheder
• bestyrelser eller anden øverste ledelse for selskaber
• kommanditselskaber
• kommanditaktieselskaber
• partrederier
• foreninger
• stiftelser
• legater
• andre institutioner

er oplysningspligtige efter SKL (skattekontrolloven) § 8 D.

Oplysningspligten omfatter også interessentskaber, hvis samtlige interessenter hver for sig er omfattet af SKL (skattekontrolloven) § 8 D, dvs. selvstændige juridiske personer.

Efter sin ordlyd skal offentlige myndigheder og private juridiske personer, fx banker, teleselskaber *), advokatfirmaer, der drives i selskabsform, efter anmodning give Skatteforvaltningen oplysninger om navngivne skattepligtige. Bestemmelsen giver Skatteforvaltningen vide rammer, hvad angår omfanget af de oplysninger, der kan forlanges. Oplysningspligten er alene begrænset af, at oplysningerne skønnes at være af væsentlig betydning for skatteligningen. Det fremgår ikke af bestemmelsens ordlyd eller forarbejder anden begrænsning af oplysningspligten.

Væsentlighedskriteriet betyder, at Skatteforvaltningen konkret skal tage stilling dette spørgsmål, førend de søges indhentet, ligesom oplysningerne i videst mulige omfang skal søges tilvejebragt hos skatteyderen selv, inden der rettes henvendelse til tredjemand. Se mere om væsentlighed og proportionalitet i afsnit A.C.2.1.1.3 Indhentelse af oplysninger fra tredjemand efter skattekontrolloven.

Oplysning om unavngivne personer kan kun gives efter Skatterådets bestemmelse. Se SKL (skattekontrolloven) § 8  D, stk. 1, sidste punktum.

Undtagelse

Undtaget fra oplysningspligten efter er Danmarks Statistik og Værdipapircentralen. Se SKL (skattekontrolloven) § 8 D.

Værdipapircentralen kan dog afkræves oplysninger af Skatteforvaltningen om, hvilket pengeinstitut der er kontoførende for nærmere angivne personer eller kontofører nærmere angivne papirer og om ejere af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked. Se SKL (skattekontrolloven) § 8 D, stk. 4, som ændret ved § 4 i lov nr. 739 af 1. juni 2015, og ændret til stk. 4 ved lov nr. 1555 af 19. december 2017. I disse tilfælde er kravet om, at indhentelse af oplysninger om unavngivne skatteydere kræver Skatterådets tilladelse fraveget.

*) Skatteministeren har besluttet, at Skatteforvaltningen ikke skal anvende hjemlen i SKL (skattekontrolloven) § 8 D over for teleselskaber.

Hvem skal modtage pålægget

Et pålæg om oplysningspligt skal rettes til den pågældende juridiske persons bestyrelse eller øverste daglige ledelse.

For pengeinstitutters vedkommende er det fx det pågældende pengeinstituttets hovedsæde og ikke den lokale filial.

Pligtens omfang

SKL (skattekontrolloven) § 8 D pålægger den nævnte kreds en oplysningspligt, der ligger ud over, hvad der gælder efter lovens andre indberetnings- og oplysningsbestemmelser, idet pligten omfatter enhver oplysning, der antages at være af væsentlig betydning for skatteligningen. 

Det forudsættes, at der er tale om oplysninger, som den oplysningspligtige er i besiddelse af som et normalt led i virksomheden. Oplysningspligten gælder også oplysninger til bedømmelse af spørgsmål om eventuel skattepligt her til landet.

Erhvervsdrivendes indbyrdes omsætning

Ønskes oplysninger om erhvervsdrivendes indbyrdes omsætning, dvs. oplysninger af samme art som efter SKL (skattekontrolloven) § 8 C, kan disse oplysninger ikke kræves i videre omfang end der er hjemmel til i SKL (skattekontrolloven) § 8 C. Se SKL (skattekontrolloven) § 8 D, stk. 2. Erhvervsdrivende er underlagt samme oplysningspligt om indbyrdes omsætning uanset, i hvilken form virksomheden drives. Om SKL (skattekontrolloven) § 8 C henvises i øvrigt til afsnit A.C.2.1.1.4 Erhvervsdrivendes indbyrdes omsætning efter SKL § 8 C.

Navngivne og ikke navngivne personer

Det afgørende er, om den, der spørges til, er identificeret af Skatteforvaltningen, således at navnet kan anføres i begæringen. Kendes navnet ikke, er det påkrævet, at der indhentes en tilladelse fra Skatterådet efter SKL (skattekontrolloven) § 8 D. Skatterådets tilladelse kræves, når oplysningspligten vedrører ikke navngivne personer dvs. en personkreds, som Skatteforvaltningen ikke kender fx et selskabs kundekreds eller leverandører mv.  

Skatteforvaltningen kan uden Skatterådets tilladelse kræve oplysninger fra pengeinstitutter om underliggende transaktionsoplysninger, herunder specificering af beløb, på en navngiven kontohaver samt oplysninger om hvem, der er indbetaler eller er modtager af et beløb på kontoen, såfremt pengeinstituttet ligger inde med de pågældende oplysninger.

Skatteforvaltningen har ligeledes adgang til at få oplyst på hvis vegne en indbetaling eller udbetaling har fundet sted, og herunder også om eventuelle fuldmagtsforhold vedrørende konto tilhørende en navngiven person. 

Kender Skatteforvaltningen fx alene telefonnummeret uden at vide, hvem nummeret tilhører, er der ikke tale om en navngiven person. Tilsvarende gælder, hvis Skatteforvaltningen alene kender IP-adressen uden at vide, hvem hjemmesiden eller IP-adressen tilhører, så kan der ikke anmodes om oplysninger efter kriteriet navngivne personer. Hvis der er tale om et taletidskort, hvor et teleselskab ikke kender abonnenten, vil Skatteforvaltningen dog kunne indhente oplysninger, hvis der samtidig gives oplysninger om den person, som formodes at være indehaver af nummeret.

Offentlige myndigheders tavshedspligt

Når offentlige myndigheder pålægges oplysningspligt efter SKL (skattekontrolloven) § 8 D, kan pligten kollidere med særlige bestemmelser om tavshedspligt.

Oplysningspligten efter SKL § 8 D fortrænger den generelle tavshedspligt, der påhviler alle offentligt ansatte. Det kommer an på en konkret fortolkning af tavshedspligtsbestemmelsen, om skattekontrollovens oplysningsbestemmelser viger. Oplysning om at Skatteforvaltningen forgæves har forsøgt at tilvejebringe oplysningerne hos skatteyder selv, er ikke i strid med tavshedspligten.

Tavshedspligter, som nævnt i straffelovens §§ 152-152 e, viger også for skattekontrollovens oplysningspligter. Se også det anførte om tavshedspligt i afsnit A.C.2.1.1.1 Generelt om oplysningspligter efter opfordring.

Om udveksling af oplysninger generelt med andre offentlige myndigheder, se FVL §§ 27 - 32 (juridiske personer) og >persondataforordningen/databeskyttelsesloven (fysiske personer) - se afsnit A.A.6.1.2.4.3 Videregivelse af fortrolige oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder<. 

Adgang til hvidvaskoplysninger

Med lov nr. 1555 af 19. december 2017, § 5, nr. 9, er der indsat et nyt stk. 3 i SKL (skattekontrolloven) § 8 D, hvorefter med virkning fra 1. januar 2018 forpligtede enheder omfattet af artikel 2 i Rådets direktiv 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme (4. hvidvaskdirektiv) efter anmodning fra Skatteforvaltningen skal indsende det materiale, der udgør grundlaget for de oplysninger, der skal indberettes efter direktivets artikel 13, 30, 31 og 40

Herefter kan Skatteforvaltningen anmode om visse oplysninger, som er indberettet og opbevaret efter hvidvaskreglerne. Den indsatte bestemmelse implementerer dele af Rådets direktiv 2016/2258 af 6. december 2016 om ændring af Rådets direktiv 2011/16 for så vidt angår skattemyndighedernes adgang til oplysninger indberettet i henhold til hvidvaskreguleringen. Baggrunden for direktivet, hvorefter Skatteforvaltningen skal gives adgang til visse oplysninger indberettet efter hvidvaskreglerne, er at sikre en effektiv overvågning af de finansielle institutters efterlevelse af de due diligence-procedurer, der er fastsat ved direktiv 2014/107 af 9. december 2014 om ændring af direktiv 2011/16 for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet (CRS). I Rådets direktiv 2014/107/EU (DAC2) om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti er det bl.a. fastsat, at hvis kontohaveren er en mellemliggende struktur (dvs. en passiv, ikke finansiel enhed), skal de finansielle institutter undersøge, hvem der kontrollerer denne enhed, og indberette herom. Ved at give Skatteforvaltningen adgang til disse oplysninger er der grundlag for korrekt at kunne identificere og indberette, hvem der er de retmæssige ejere af mellemliggende strukturer og dermed sikre korrekt beskatning. Når skattemyndighederne har adgang til hvidvaskoplysninger, vil de mere effektivt kunne føre tilsyn med de finansielle institutters overholdelse af disse regler, og ruste skattemyndighederne til bedst muligt at kunne sætte ind over for skatteunddragelse og skatteundgåelse.

Implementeringen af direktivet sker i to dele, idet Skatteforvaltningen dels skal have adgang til oplysninger om f.eks. kundekendskabsprocedurer og procedurer, dokumenter og mekanismer, som opbevares af virksomheder og juridiske enheder m.v. omfattet af hvidvaskreglerne, jf. bestemmelsen i § 8 D, stk. 3, dels oplysninger, som indberettes og registreres i register over reelle ejere. SKL (skattekontrolloven) § 6 E indeholder allerede en registersamkøringsbestemmelse, som gør det muligt for skattemyndighederne at tilgå andre offentlige myndigheders registre med henblik på registersamkøring. Denne bestemmelse gør det således muligt for Skatteforvaltningen at få adgang til registeret over reelle ejer, jf. lov nr. 262 af 16. marts 2016  (Indførelse af register over reelle ejere).

Efter den nye bestemmelse i SKL § 8 D, stk. 3, kan Skatteforvaltningen anmode forpligtede enheder efter artikel 2 i 4. hvidvaskdirektiv om oplysninger efter direktivets artikel 13, 30, 31 og 40. Forpligtede enheder efter artikel 2 i 4. hvidvaskdirektiv er bl.a. kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, revisorer, eksterne regnskabskyndige, skatterådgivere, notarer ved visse transaktioner, udbydere af tjenester til truster, ejendomsmæglere, udbydere af spil og andre personer, der handler med varer, hvis transaktionen/transaktionerne er på mindst 10.000 euro.

De oplysninger, som de forpligtede enheder efter anmodning er forpligtet til at give Skatteforvaltningen, er oplysninger omfattet af 4. hvidvaskdirektivs artikel 13, 30, 31 og 40.

Artikel 13 i 4. hvidvaskdirektiv omhandler kundekendskabsprocedurer, hvor de forpligtede enheder bl.a. skal kunne identificere og kontrollere deres kunders identitet samt identificere reelle ejere og gennemføre rimelige foranstaltninger for at kontrollere disses identitet, således at den forpligtede enhed med sikkerhed ved, hvem de(n) reelle ejer(e) er, samt gennemføre rimelige foranstaltninger for at undersøge kundens ejer- og kontrolstruktur.

Artikel 30 og 31 i 4. hvidvaskdirektiv omhandler oplysninger om reelt ejerskab, hvor selskaber, andre juridiske enheder og forvaltere af viljebestemte truster skal indhente og opbevare passende, nøjagtige og aktuelle oplysninger om deres reelle ejerskab, herunder oplysninger om de(n) reelle ejers rettigheder.

Artikel 40 i 4. hvidvaskdirektiv kræver, at de forpligtede enheder skal opbevare dokumenter og oplysninger til brug for kompetente myndigheders forebyggelse, opdagelse og efterforskning af mulig hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme. Dette vil omfatte dokumenter og oplysninger i henhold til kundekendskabsprocedurerne i artikel 13 samt dokumentation for og registreringer af transaktioner. Opbevaringsperioden for disse dokumenter og oplysninger er efter 4. hvidvaskdirektiv 5 år.

Tilsvarende bestemmelse er indsat i SKL (skattekontrolloven) § 6 A, stk. 2, som ændret ved § 5, nr. 6, i lov nr. 1555 af 19. december 2017. Se afsnit A.C.2.1.1.2 Regnskabsmateriale mv. og gennemførelse af kontrol på stedet. 

Pengeinstitutters oplysningspligt

Pengeinstitutter er for så vidt egne forhold undergivet samme oplysningspligt som andre erhvervsdrivende og juridiske personer. 

Pengeinstitutters oplysningspligt blev ved lov nr. 1113 af 21. december 1994 samlet i skattekontrollovens § 8 D, hvor den tidligere var delt over både § 8 D og 8 G. I lovbemærkningerne hertil anføres det:

"Hensigten med forslaget er ikke fremover at afkræve pengeinstitutter oplysninger om indskud, lån, depot eller boks i videre omfang end hidtil efter skattekontrollovens § 8 G, stk. 1, dvs. oplysninger om størrelsen af lån og indestående eller forvaltede midler og disses afkast, om bevægelser på indskud- eller indlånekonti, herunder oplysninger om trukne og indsatte checks, om diskonterede veksler samt om sikkerhedsstillelse for lån og kreditter."

Skatteforvaltningen kan uden Skatterådets tilladelse kræve oplysninger fra pengeinstitutter om underliggende transaktionsoplysninger, herunder specificering af beløb, nå en navngiven kontohaver samt oplysninger om hvem, der er indbetaler eller er modtager af et beløb på kontoen, såfremt pengeinstituttet ligger inde med de pågældende oplysninger.

Skatteforvaltningen har ligeledes adgang til at få oplyst på hvis vegne en indbetaling eller udbetaling har fundet sted, og herunder også om eventuelle fuldmagtsforhold vedrørende konto tilhørende en navngiven person. 

Der henvises til en byretsdom. Efter at der forgæves var rettet henvendelse til skatteyderen selv med anmodning om kontooplysninger mv., var der tilvejebragt de pågældende oplysninger ved anmodning herom direkte til banken og skatteyderens forretningsforbindelse. Dette var lovligt, idet der var tale om oplysninger af væsentlig betydning for skatteligningen, jf. SKL (skattekontrolloven) § 8 D. Og da oplysningerne ikke var tilvejebragt med henblik på en straffesag, var tilvejebringelsen af oplysningerne fra tredjemand ikke i strid med reglerne i RSL § 10. Se SKM2014.209.BR.

Se også Ombudsmandens udtalelse i sag FOU nr. 2014.0010 om indhentelse af oplysninger efter SKL § 8 D og daglige bøder efter lovens § 9. 

Finansielle virksomheders oplysningspligt om transaktioner med konti i jurisdiktioner, der ikke har aftaler om udveksling af oplysninger om finansielle konti

Med lov nr. 1555 af 19. december 2017, § 5, nr. 10, er der indsat et nyt stk. 5 i SKL (skattekontrolloven) § 8 D,  hvorefter finansielle virksomheder med virkning fra 1. januar 2018 efter anmodning skal oplyse told- og skatteforvaltningen om transaktioner med fremmede jurisdiktioner, når der ikke eksisterer en aftale mellem de kompetente myndigheder i Danmark og den pågældende jurisdiktion om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti, og om transaktioner med jurisdiktioner, som er på en fælles EU-liste over ikkesamarbejdende jurisdiktioner.

For så vidt angår bankoplysninger om unavngivne personer vedrørende transaktioner med visse lande, som ikke automatisk udveksler oplysninger om finansielle konti med de danske skattemyndigheder, samt lande på den fælles EU-liste over ikke-samarbejdende skattejurisdiktioner, gives Skatteforvaltningen med denne bestemmelse lovhjemmel til at indhente oplysninger hos bankerne uden en forudgående tilladelse hos Skatterådet.

Bestemmelsen forpligter finansielle virksomheder til efter Skatteforvaltningens anmodning at give transaktionsoplysninger om konti i jurisdiktioner, der ikke har aftaler om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti. Herved menes, at den pågældende jurisdiktion udveksler oplysninger med de danske skattemyndigheder på grundlag af aftaler eller EU-regler, der gennemfører OECD’s fælles indberetningsstandard (Common Reporting Standard) for udveksling af oplysninger om finansielle konti eller på grundlag af den såkaldte FATCA-aftale mellem Danmark og USA eller eventuelle tilsvarende aftaler om udveksling af oplysninger om finansielle konti, som Danmark måtte indgå i fremtiden.

Finansielle virksomheders oplysningspligt omfatter oplysninger om transaktioner med konti i jurisdiktioner, der er på en fælles EU-liste over ikke-samarbejdende skattejurisdiktioner. Der vil blive udarbejdet en fælles EU-liste over ikke-samarbejdende skattejurisdiktioner. Ved at henvise til en sådan liste sikres det, at Skatteforvaltningen kan anmode om oplysninger om transaktioner med konti i jurisdiktioner omfattet af en sådan liste.

Listen omfatter lande, der ikke lever op til EU’s kriterier om skattegennemsigtighed, fair beskatning og implementering af OECD-standarder. Den fulde liste kan findes her. Listen vil fremover blive opdateret årligt. 

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre