Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2017-1
<< >>

C.A.4.3.3.3.2.1 Efterfølgende betaling af lønmodtagerens skat mv.

´Hvis en indeholdelsespligtig udbetaler skattefri rejse- eller befordringsgodtgørelse efter reglerne i LL (ligningsloven) §§ 9 A eller 9 B, og det efterfølgende konstateres, at betingelserne for denne skattefrihed ikke er opfyldt, kan SKAT efter anmodning fra den pågældende tillade, at denne betaler et beløb på 56 pct. af de omhandlede godtgørelser til dækning af de ansattes skat. Se KSL (kildeskatteloven) § 69 A, stk. 1.

Der er tale om en frivillig ordning, hvor arbejdsgiveren må vurdere, om han/hun ønsker at påtage sig at betale, så de ansatte ikke skal beskattes af godtgørelserne.

SKAT træffer efter anmodning afgørelse om, hvorvidt udbetalte godtgørelser, som arbejdsgiveren efter ordningen kan betale de ansattes skat af, er skattepligtige. Se KSL (kildeskatteloven) § 69 A, stk. 2.

Betingelserne for frivillig betaling 

Brug af ordningen forudsætter, at arbejdsgiveren anmoder herom, og at SKAT efter en konkret vurdering kan godkende, at ordningen anvendes.

Anmodningen om den frivillige betaling skal være begrundet og indeholde dels en opgørelse af de udbetalte godtgørelser, dels oplysninger om identiteten af modtagerne og om størrelsen af de godtgørelser, der er omfattet af anmodningen, og som de enkelte ansatte har modtaget.

Tilladelse til frivillig betaling vil blive givet, under betingelse af at:

  • der ikke har været tale om misbrug af reglerne om skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser,
  • anmodningen er indgivet, og sagen er fuldt ud oplyst så tidligt, at SKAT vil kunne nå at træffe afgørelse med en betalingsfrist, der giver SKAT mulighed for at udsende agterskrivelser til de ansatte inden udløbet af fristen for genoptagelse af de ansattes skatteansættelser, hvis arbejdsgiveren ikke betaler, og
  • der på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen ikke er udsendt agterskrivelser/årsopgørelser til en større del af de berørte ansatte. Hvis dette er tilfældet, kan der dog gives tilladelse for så vidt angår de ansatte, der ikke er udsendt agterskrivelser/årsopgørelser til.

Såfremt SKAT giver tilladelse, skal det opgjorte beløb indbetales inden for fristen for betaling af indeholdt A-skat for den måned, der følger efter den måned, hvori tilladelsen til betaling af det frivillige beløb er givet. Hvis beløbet ikke betales rettidigt, eller hvis der kun betales en del af det beløb, som tilladelsen vedrører, bortfalder tilladelsen. Se KSL (kildeskatteloven) § 69 A, stk. 3. Dette betyder, at skat og arbejdsmarkedsbidrag af de pågældende ydelser opgøres og opkræves efter de almindelige regler.

Tavshedspligt

 SKAT kan, uanset tavshedspligtsreglerne i skatteforvaltningslovens § 17, oplyse arbejdsgiveren om de godtgørelser, som SKAT mener, at arbejdsgiveren med urette har udbetalt som skattefri - herunder hvem, der er modtager af disse godtgørelser, og om der er udsendt agterskrivelse eller årsopgørelse til de pågældende ansatte, hvori godtgørelserne er medregnet som skattepligtig indkomst. Arbejdsgiveren sikres dermed mulighed for at tage stilling til, om vedkommende ønsker at anmode om at betale den eller de ansattes skat af de pågældende godtgørelser. Se KSL (kildeskatteloven) § 69 A, stk. 4.

Konsekvenserne af frivillig betaling

 Får arbejdsgiveren tilladelse til at foretage den omhandlede, frivillige betaling, og betaler vedkommende det fulde beløb rettidigt, vil de godtgørelser, der er dækket af betalingen, være skattefri for den ansatte, ligesom det beløb, som arbejdsgiveren betaler, ikke indgår i den ansattes skattepligtige indkomst. Se LL (ligningsloven) § 7 Ø, stk. 1 og  AMBL ( arbejdsmarkedsbidragsloven) § 3, nr. 3, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, og C.A.2.5.2.27 LL § 7 Ø - Manglende skattebetaling af rejse- og befordringsudgifter om LL (ligningsloven) § 7 Ø.

Samtidig bortfalder arbejdsgiverens indeholdelsespligt. Arbejdsgiveren vil således ikke tillige skulle betale det beløb, der skulle have været indeholdt.

Arbejdsgiveren har ikke fradragsret for den frivillige betaling til dækning af den ansattes skat af de omhandlede godtgørelser, ligesom den ansatte ikke kan foretage fradrag for den befordring, der har dannet grundlag for de omhandlede befordringsgodtgørelser, eller for de rejseudgifter, der er godtgjort med de omhandlede rejsegodtgørelser. Se LL (ligningsloven) § 7 Ø, stk. 2 og 3. 

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
BEREGNER
Med Skatteberegning 2021, kan du beregne skatten for indkomståret 2021. Da skatteberegneren har form af et Excel-regneark, er det muligt at gemme de indtastede oplysninger på din egen computer. Skal du beregne skatten for indkomståret 2020, skal du i stedet benytte Skatteberegning 2020.
,, Advokat Tommy V. Christiansen har gjort gældende, at der på intet tidspunkt rejses kritik af klienten, og at klienten selv må tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for en reaktion og i givet fald må anlægge en injuriesag.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, I de løbet af de nævnte tre år har Østre Landsret afsagt i alt 162 domme i skattesager. I disse har den skattepligtige fået helt eller delvis medhold i 19 af sagerne. Det svarer til, at de skattepligtige har tabt 88% af sagerne.

I Østre Landsret findes der 3 dommere, der har deltaget i henholdsvis 23, 28 og 37 skattesager, og som aldrig har givet en skatteyder medhold i noget, hverken helt eller delvis.
,, Skattemyndighedernes opgave er at forvalte den lovgivning, som gælder på skatteområdet. Ved varetagelsen af denne opgave skal myndighederne opretholde borgernes tillid til, at myndighederne holder sig til lovgrundlaget. Den opretholdes ikke, hvis myndighederne giver skatteyderen en opfattelse af, at en lovbunden afgørelse - f.eks. en skatteansættelse - er genstand for forhandling med SKAT.
SKAT er pr. 1. juli 2018 blevet splittet op i 7 styrelser: Skattestyrelsen, Toldstyrelsen, Vurderingsstyrelsen, Gældsstyrelsen, Motorstyrelsen, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen samt Administrations- og Servicestyrelsen.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.
,, Selvstændige, der driver deres virksomhed som et ApS eller et A/S, vil således igen kunne få omkostningsgodtgørelse, når en afgørelse fra SKAT indbringes for Landsskatteretten eller de almindelige domstole.
Kommuneskatte­procenterne bliver lagt til grund ved skatteberegningen for indkomståret 2021. Afgørende er, i hvilken kommune man havde bopæl den 5. september 2020.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.